Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimisprædiken
17
blev overdøvet af de Forvildedes Skrig og Latter. De have ende
lig glemt at Guds Ord er ei svagt som Menneskers, at det, ligt
et tveegget Sværd, trænger ind til Mary og Ben, at det, som den
rullende Torden, skrækker Haansmilet bort fra Spotterens Aa
syn og dræber Bespottelsens Ord paa hans Læbe, de have glemt,
at Talen ei nu kunde være om Kristus, dersom det ei, gennem
Apostlerne og de andre Jesu Tienere, havde virket saaledes,
dersom det ei havde grebet Folkene i deres Inderste og ydmy
get dem for den Høieste.
Men, de hellige Mænd troede selv den Lære, de kaldtes til at
forkynde. Er det og saa med Mængden af Ordets Tienere i vore
Dage? Ak nei, og derfor var det især at Herrens Ord forsvandt
af hans Hus, derfor er det, at Tro paa Jesus daglig mer og mer
udslukkes selv hos den Enfoldige, at Kristendommen snart ei
længer vil finde noget Hiem, selv i hine snevre Hytter, til hvilke
den flygtede, da den udjoges af de Stores Paladser. Fordi Or
dets Tienere, trods Apostelen, mene, at de kunne lægge en an
den og bedre Grundvold end den, at Jesus er Kristus, derfor ei
det ei længer ham, som forkyndes.
Men, have vi beskuet Kristendommens Herlighed, da maa vi
vel forbausede spørge : hvad var dog det, som lukte Kristi Tie
neres Øie for det himmelske Lys, der i ham nedsteg til Jorden?
hvad mægtede vel at nedbryde deres Tro, som daglig læste i de
hellige Skrifter og kendte de forbigangne Tider, som saae hvad
Kristendommen og ene den udrettede paa Jorden, og saae hvor
ledes den stadfæstede sin guddommelige Oprindelse, ved at af
ryste alle de Lænker og Skiul, med hvilke Mennesker vilde
fængsle og tilhylle den, ved at stande frem i fornyet Glands til
Slægtens Veiledning og Frelse? Ja — hvad var det vel, uden
hint Uhyre, som styrtede Englene i Tidens forborgne Fødsel,
hin Slægtens Arvesynd, som røvede vore første Forældre Guds
Billede! Hovmod var det, og Hovmod er det som blinder Men
neskenes Øie for det Guds Væsens rette Billede, der i Kristus
skænkedes Jorden. Men — hvorfor yttrer den sig just nu saa
ledes? hvi iaae den i Dvale hos vore Fædre, eller vovede dog ei
aabenlyst at bestorme Himmelen? Svaret er let, naar vi kende
Tidernes Gang.
Tungt hvilede i Middelalderen den blinde Tro paa Mennesker
med sit Jernaag over det kristne Europa. Videnskabernes Lys
glimt begyndte at adsplitte Mørket i dets Hiem, og Tiden skuede
sin Nød. Da fremstod Luther, den stærke Kæmpe, hans Arm
var udrustet fra det Høie med Kraft til at bryde Aaget, og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
