Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hr. Ole dode, men Trreet fort
slog ud sin blomstrende Krone;
did flyver bort
den liden Smaasisik og Stceren sort
med Takkens den liflige ’J’one.
Graaspurven flokker sig der om Höst
og söger sit Vinterstade,
med Klageröst
der kviddrer han ud sin sidste Tröst
bag Trreets de falmede Blade.
I hundrede Aar det bar sin Frugt
og Blomster vel hundrede sinde! —
Det er saa smukt,
liver duftende Blomster har kjoarlig lukt
sig over Hr. Oles Minde.
Hans Grav er jevnet; hans lid og Meed
udslettet af Runestaven; —
den liden Sred
har vreret Hr. Ole i mange Led
en blomstrende Bauta paa Graven.
Hvor det er herligt, i hundred’ Aar
at kunne faa gavne og glrede!
om Host og Vaar
vel Mundgodt end af Hr. Ole faar
den Gamle og saa den Sprede.
Nu er det gammelt. Den torre Hud
hart lyster Mosen at gjreste;
men dor det ud,
jeg venter af Roden endnu et Skud,
hvortil jeg hans Minde kan freste.
Man sagde til mig: »Du er en Gjrek,
som elsker den gamle Skrone.
Hug Trreet vrek;
giv I’lads for Yngre fra Skolens Ha;k,
som tifold sig bedre lonne.«
Han Rasmus kom med sin 0kse koldt,
— saa er nu Tidernes Maade —
Da skreg jeg: Holdt!
nrer havde du mig en Ulykke voldt,
dets Liv kun Naturen skal raade.«
Jeg vil det pleie, som jeg kan bedst,
og hredre Alderdomskraften;
den torre Rest
vel giver endnu Sillejords Prrest
et /Kble hver Juleaften.
Tak saa have Her Ole Sporv,
og saa hans Kvinde Agathe!
for Sten og Torv
de gav os en Hundredaars /Kblekurv
og gjorde Smaaspurvene glade.
Kjéerligheden.
Kjrerligheden
har altid sin Hjerte-Ve,
hun maa jo daglig herneden
rundt om sig Jammeren se,
hun rrekker ikke saa langt — saa langt,
som der er Taarer og tungt og trangt.
Kjrerligheden
har ogsaa sin Glrede skjon
og eier i Hjerte-Freden
fra Himlen sin bedste Lon,
er Blindes 0ie og Haltes Stav
og ved dog slet ikke selv deraf.
Kjrerligheden
gaar alrid i Jesu Navn
med ydmyg og stille Leden,
med Gaver fra Gud i Favn
og eier for den, hvis Sjrel er syg,
en Haand saa mild og liegende myg.
Kjrerligheden
her trrenges saa saare til,
den Engel, som Armes Graden
kan endre til Giredens Smil,
som vokser med Kravet, blir ei trret,
er yndigst, naar hun i Lon har grredt.
Kjrerligheden,
kan ikke den skabe her
det, som den vilde, et Eden, ’
saa peger den opad der,
hvor himmelsk Kjrerligheds höie Magt
har Lys over Jordens Jammer lagt.
Kjrerligheden
i Gjerning og ei i Snak
skal hoste engang i Gireden
de tusinde Hjulpnes Tak,
skal staa som Moder i Borneflok,
som hende ei faar velsignet nok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
