Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mit billede vil ikke blive færdigt.
Ja! ja! ja! ja!
Han er døende og lider meget. Når man er hos
ham, rykkes man bort fra jorden. Han svæver allerede
over os; der gives dage, da jeg også føler det sådan.
Man ser menneskene, de taler med en, man svarer,
men man er ikke mere på jorden; — en rolig
lige-gyldighed, ikke smertelig, næsten som en opiumsdrøm.
Og han er døende. Jeg går der endnu bare af vane;
han er en skygge af sig selv, jeg er også allerede halvt
en skygge; hvortil tjener da det hele?
Han føler egentlig ikke mere min nærværelse, jeg
er overflødig; jeg har ikke den gave at belive hans blik.
Han er tilfreds med at se mig. Det er alt.
Ja, han dør, og det er mig det samme; jeg
gjør mig ikke regnskab for det; det er noget, som
går bort.
Alt er forresten ude.
Alt er forbi.
I 1885 vil man begrave mig.»
Deri tog hun feil. I slutningen af den samme
måned døde hun. Indtil de sidste dage havde Bastien
Lepage ladet sig bære hen til hende, og hun, der rystede
i den sidste tæringsfases feber, lod sin seng sætte ind i
salonen for at kunne modtage ham. Der sad han,
benene udstrakt på en pude, indtil aftenen kom, ved siden
af hendes seng, som hun tidligere ved hans. De talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
