- Project Runeberg -  Mit Livs Eventyr /
185

(1908) [MARC] Author: H. C. Andersen With: Jonas Sigismund Collin
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

• mit livs eventyr

85

hvorfra steg en kulsort Røg, gloende Stene kastedes
i Høiden og faldt næsten lodret tilbage igjen; Bjerget
rystede under os. Ved hver Eruption blev Maanen
skjult af Røg, og da var det den mørke Nat, saa vi
maatte staae stille og holde os ved de store Lavablokke;
efterhaanden mærkede vi Varmen, som kom op under
os. Den nye Lavastrøm brød hen af Bjerget ud mod
Havet, derhen vilde vi, og for at kunne det maatte vi
gaae over en nylig størknet Lavastrøm; kun den øverste
Skorpe af den var ved Luften hærdet; fra Revnerne,
der vare sprungne i den, skinnede den røde Ild; vi
traadte, med Føreren foran, ud paa denne Flade, den
varmede os igjennem Støvlesaalerne; var Skorpen
bristet, da vare vi sunkne ned i et Ilddynd; lydløse
skred vi frem og naaede de henslængte Lavablokke,
hvor vi traf en Mængde Fremmede, og med dem saae
ud over den frembrydende, nedadvæltende, grødede
Ildstrøm. Svovldampen var meget stærk, Heden under
vore Fødder neppe til at udholde og kun faa Minuter
holdt vi ud at blive her; men Skuet i disse var ligesom
brændt os for alle Tider ind i Tanken. Rundt om saae
vi Ildsvælg, det susede fra Krateret som naar en
mægtig Skare Fugle flyve op fra en Skov. Keglen selv kunde
vi ikke bestige, da de gloende Stene bestandigt regnede
ned over den. Omtrent en Time havde vi brugt til den
korte, men tunge Vandring opad Askekedelen til det
Sted, hvor vi stod, Nedfarten varede neppe ti Minuter,
vi fløi afsted, maatte bestandig sætte Hælene imod for
ikke at styrte paa Ansigtet, men heller paa Ryggen i
den bløde Aske; Nedfarten var en lystig Falden gjennem
Luften. Det var deiligt stille Veir; Lavaen skinnede
fra den sorte Grund som kolossale Stjerner; det var
ved Maaneskin langt lysere, end det er hjemme i Nor-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 17:09:06 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/miteventyr/0195.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free