- Project Runeberg -  Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad /
79

(1884-1885) With: Otto Borchsenius, Johannes Magnussen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede - Theatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nr. 6.

Simon, der stod med lidt svinglende Lemmer
og rod og forsviret i Hovedet, meddelte ham flot
nedladende, at hans Pelikaner havde levet som
Etats-raader.

Du er fuld, dit Bæst!« skreg Bonden og greb
Karlen hæftigt i Armen; »gaa hen i en Baas og sov
ud, saa skal vi to snakkes ved.

Men denne Haan blandt saa mange tirrede
Karlen.

Fuld,« gjentog han ondskabsfuldt leende; ja,
men det er sgu da hverken af Gnavenhed eller
Værkelighed ... Per Nilkengryn! Har vi noget at
snakke om, saa er det bedst, det bliver afgjort med
det samme.

De kom ind i Kokkenet; alle Gaardens
Folk-fulgte med og lejrede sig paa Dørtærskelen, paa
Stole og Komfur, hvor der var Plads. Og nu
begyndte Simon en storartet Beskrivelse af de sidste
Dages og Nætters Morskab i Gyder og Knejper,
især Nætternes, og fra hans ustyrlige Tunge flod
Ting, som den skikkelige Landsby aldrig havde
drømt om.

Et Par gamle Daglejere lyttede med slikkende
Nysgjerrighed til disse vilde Æventyr om Drik og
Spil, om Dans og lystne Pigebørn, de unge Karle
saa helt fortumlede ud, og Pigerne trykkede sig
sammen i grufuld Ængstelse. Men omme i Krogen
paa Tørvekassen sad Thea og græd, som et Menneske
kun græder én Gang i sit Liv. Hun havde bøjet
sig ned og svøbt Tørklædet fast om Ansigtet for at
ingen skulde høre hende.

Husbonden rykkede imidlertid nærmere hen mod
Simon, og der udspandt sig snart et hidsigt Skjænderi
imellem dem. Den lille, graahærdede Bondes
Skikkelse sitrede spændt som en Staalfjeder, medens
Næverne hamrede i Bordet, og Ord og Blik
slyngedes som rasende imod hverandre og brødes. Tanken

om, hvad hans Heste havde lidt, hvad han selv havde
tabt, krænket Stolthed, glødede stedse Bondens Ord
op til en tændende Flamme.

Omsider, da han næsten havde skreget sig hæs,
viste han Simon Døren og forbod ham at vise sig i
Gaarden oftere. Karlen dinglede af Sted, og de fleste
af Folkene spredtes nu ogsaa.

Idet Gaardmanden vendte sig om, stod Thea for
ham, bleg af Sorg og træt, udmattet af Graad. Han
havde nu saa længe tumlet sig i eget Tab og egen
Krænkelse, at det næsten var ham en Trøst at blive
mindet om en Lidelsesfælle.

Ja, lille Thea, du har Grund til at sørge. De
fem og tyve Daler er fløjten, men hvordan . . .«
Han standsede, da han ret fik se, hvor bleg og
skæmmet hun var, hvor skjæl vende, sammenknuget
hun stod.

Gaardmanden gik famlende med Foden et Skridt
tilbage. En Følelse, som var sjælden hos ham,
arbejdede sig i dette Øjeblik op gjennem hans
vredefyldte Sind og mildnede hans Træk.

»Stakkels Thea, nu forstaar jeg, hængte det
saadan sammen, saa var det nok værst for dig . . .
hm, hm, stakkels Pige . . .c

Han søgte forvirret efter Døren, idet han endnu
skottede hen til Pigen med et Blik, der i al sin
Hvashed var næsten bedende ydmygt.

— Ja, det var værst for Thea. Fra den Dag
var hun atter ene; hendes Sommer var forbi. Bleg
og stille gik hun omkring, gjemte sig i sit Arbejde
de søgne Dage. men om Søndagen kom alle det
sidste Aars Minder og gjæstede hende; efterhaanden
kom de tiere, og hver Gang begravede hun en Rest
af sin Ungdom . . . Til sidst kunde hun ikke niere.
Da Foraaret kom, drog hun syg og svag hjem til
sin Hede.

THEATRENE

Det kongelige Theater synes i denne Sæson særligt a’, ville
lægge sig efter Operaopførelser, hvad der maa glæde Musikvennernes
Hjærte, om end disse af patriotiske Hensyn kunde ønske, at der
blev gjort noget mere for Skuespillet. Opførelserne af > Don Juan
og »Den flyvende Hollænder« have været en Sejr for Theatret,
med »Joseph’ tabte man derimod et Slag trods den udmærkede
Musik; men man kan virkelig ikke bebrejde Publikum, at det
kjeder sig over denne Forestilling; den er alt for fersk, og del vil
vist derfor være rigtigt, som ærede Kolleger i Pressen have sagt,
at henvise Musiken til Koncertsalen.

Dette gjælder heldigvis ikke om »Figaros Bryllup;. der opfortes
i Sondags i ny Indstudering; men paa den anden Side kan denne
Forestilling heller ikke siges at være interessant, den er tværtimod
jævnt kjedelig. Med al Respekt for Hr. Simonsen, der i vokal
Henseende gjør udmærket Fyldest, maa man dog sige, at der ikke
er Spor af nogen Figaro i ham. Man plejer heldigvis her at stille
den Fordring, al der ikke blot skal synges, men ogsaa spilles i en
Opera, og inan er derfor berettiget til at anke over, at en Sanger
faar en Rolle, der aldeles ikke ligger for hans Natur. Det samme

gj .elder om Fru Lütken, der naturligvis ogsaa opfylder alle vokale
Fordringer; men det er ikke let muligt at forestille sig noget mere
inkommensurabelt end Fru I.Ulken og Susanna. Som man kunde
vente, skilte Hr. Langt sig smukt ved Grevens Rolle; det var ikke
noget fremragende, han præsterede; men han sang godt, og hans
Spil var naturligt og tiltalende. Froken Schrøder var meget tækkelig
som I’agen, noget usikker i første Akt, som om hun var lidt
ængstelig: men hun spillede sig op i anden Akt og foredrog Partiet
i Grevindens Toiletværelse med Liv og Smag. Af de øvrige
rollehavende skulle vi nævne Fru Keller, der som sædvanlig var særdeles
tiltalende, og vor gamle fortræffelige Bartolo, Hr. Schram, hvis
Stemme holder sig mærkelig godt, og hvis Spil vi slet ikke behøve
at omtale, da alle Danske kjende det. Dekorationerne og
Bønderpigerne trænge til lidt Forgyldning.

Folketheatret har opfort et lille originalt Stykke, »En
Solopgang«. som vi ikke vil dvæle videre ved, da dets Sol næppe kom
op over Horisonten, for den gik ned igjen. Med »En Huslærer«
er der truffet et absolut bedre Valg af et Indledningsstykke. Det
er ganske morsomt, og Hovedrollen udfores meget livfuldt af Frøken
West, der dog kunde spille en lille Smule mere dæmpet. Hun er
for forpustet. Efter disse forskjellige Indledninger fulgte den lystige
Farce »De røde Dominoer«, som med rette sætter Publikums
Lattermuskler i Bevægelse. Det er morsomt helt igjennem og spilles
fortræffeligt. J. M.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 16:54:09 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/mhjemogude/0089.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free