Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
Marslnind havde altid været sine Horn en god Fader. — Han elsi\ede i det
iiele lagel Horn, og Børnene elskede ham igjen, »de paavirkedes ikke,« siger
Hallenherg, »af hans ofte meget alvorlige eller noget morke Mine, men søgte
ham, kunde man sige og sluttede sig til ham, der ogsaa altid var heredt og til
Tieneste for dem. Lotteri eller el Gnavsjjil i en Kreds af Børn var Noget han
ikke let modstod.« — Marstrands Børn er efter Hustruens Død hans bedste
Glæde og Trøst. Hans kærlige Omsorg for dem bliver dobbelt, han anstrenger
sig for at være dem baade Fader og Moder, korresponderer med Poul om Til-
standen af hans Bukser, Sko og Strømper, er sta’rkt interesseret i Wilhelms
Skolegang og meget optaget af at folge Smaajjigernes Udvikling. Han vogter o])-
mærksomt Børnenes Sundhed. Dog kan han vanskeligt i Ferien undvære dem
alle, »de to bitte Piger« maa han beholde. »Du veed at Bedstemoder skal have
dem til sig, og at de i hendes Have skulle faae røde Kinder, men bliver Veiret
ikke ])edre, beholde de vel de blege.« Han kan ikke uden Vemod vende hjem
til de Moderløse, »uden at Tanken kommer jagende paa mig over Savnet af
Moder; ja tilvisse, kjære Dreng, maa I alle bære dette Savn og mest du, men lad
os takke Gud for at vi have et saa kjærligt Hjerte som hendes at mindes.« »Dine
Søskende har det meget godt,« skriver Marstrand til Poul d. 7de Marts 1868, »de
ere glade og saa kjærlige indbyrdes, at jeg har min store Frj’d deraf, og hidtil
har de alle været raske og vi see nu glade Foraaret imøde. Det er dog en deilig
Tid, naar Livet vaagner paa ny, det er et Billede paa, at der selv efter Døden
atter sprudler en nye Livskilde, og som vil svulme og rinde Udigst, jo mere den
her i Livet er vandet af sand Kjærligheds-Taarer, som din Moder, velsignet
hendes Minde, saa rigeligt lod strømme for Eder og din Fader. Og for alt det
Gode og Skjonne. Hun er ikke død for os. Christy vil jo nepi)e mindes hende,
men pas paa, hun kommer til at ligne hende, hun er sød og faaer en deilig
Stemme.«
Marstrand var bleven frommere. Han søgte i sin Sorg Religionens Trøst, saa
op mod Stjernernes Lys, da Solen var gleden bort fra hans Liv. Men han be-
holdt dog, siger Fibiger, »som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige
Lh’s Virkelighed.« Kun paa en Skabers uendelige Kærlighed og Barmhjertighed
var hans Tro rigtig fast. »Vor Herre giver os nok det vi have nødigt, han giver
os altid mere end vi fortjener. Lad os takke ham hver Dag vi leve og kunne skue
hans Herlighed.«
Marstrands Sind var bleven roligere. Neppe lettere. »Vi have det ret godt,«
skriver han i Okt. 1867, »jeg selv er ikke just saa flink, men bliver saa let træt;
jeg kan ikke holde ud at arbeide som før og føler desværre allerede at Ungdom-
men er forbi.« Han syntes, at Alderdommen var kommen listende paa Tyvefjed
over ham, som over Graverkarlen i »Hamlet«, maaske slog den virkeligt sin
Klo i ham den Stund, han blev Enkemand. Han følte sig i alt Fald efter den
Dag som gammel. Og han forøgede Rækken af sine Allegorier med en ny. Alder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
