Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gaa nedover haven, saa ham hellerikke nu, skjult
som han var. Reckan skulde reise samme dag.
«Jeg kommer for at si Dem farvel, frue,»
begyndte han høitidelig.
«Ja, De skal jo reise idag.»
«Jeg vilde blot bede fruen venligst bevare
min — hm — vor hemmelighed» — de sorte
øine borede sig ind i hendes.
Aa Gud — kaptein Horten laa jo under
buskene, hun blev aldeles forvirret, blev blodrød
lige op i haaret, satte nyver i panden — bare
dog Horten vilde bli liggende i ro — skjønt nei
det var bedst, han viste sig — skulde bun tale
til ham — bun vidste hverken op eller ned, alt
för gjennem hendes hoved de to-tre øieblikke.
«Det var et kjært haab for mig, der havde
vokset sig stærkt,» vedblev Reckan hurtig, «men
De forstaar, det er pinligt for mig, efter hvad
der er passeret mellem os, at være i Deres
nærhed. Jeg havde grund til at haabe —»
Der reiste kaptein Horten sig i hele sin længde
midt oppe i ribsbuskene, han skjød op som et
lyn, mens hans ansigt udtrykte en eneste
for-bauselse.
Maren Ragna var dybt rød og stirrede paa
Reckan, ikke paa Horten. Reckan lod heller
ikke, som han saa ham, men nidstirrede paa
hende.
«Undskyld» — begyndte han ilsomt, «jeg
anede ikke — jeg vidste ikke — jeg reiser —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
