Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Og frem af Druens Bølge
steg, som en gylden Sol,
i lvse Alfers Følge,
mit Tankelivs Idol.
Det fløi med mægtig Vinge,
jeg vidste ei hvorhen,
jeg vilde mig kun svinge
i Ætheren med den.
Men længere nede i digtet lyder det
saa videre:
Nu skyr jeg vilde Stemmer
og høie Jubelraab;
jeg har et Savn, der gjemmer
Erindringer og Haab.
Og hver Gang jeg er ene
betragter jeg min Skat;
den aabner Dagens Scene,
den skinner i min Nat.
Til stille, lune Drømme
betror jeg nu mit Savn;
de flyve ei, de svømme
som Svaner blidt i Havn.
Og senere udtaler Welhaven sig ved
slutningen af sin forfatterbane om dens
udgangspunkt. Han tager tilorde i anledning
af en kritik over hans sidste digtsamling, og
taler om den kunstnerstræben, han har
havt fra den tid, han blev sig sit poetiske
kald bevidst. «Før den Tid kunde jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
