Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
Ganske modsat disse Bjørnsons forhåbnings-
fulde Ord i ,Lyset* er Faust, der altid vil å
Kval, i Fryd bestandig fremad gå — men ingen-
sinde Livets Fylde nå.*
Dette er lige nær ved Fortvivlelsen. Thi
Livet har Mål og Livet har Fylde.
Veien alene blir aldrig Målet. Enda mindre
tilfredsstillende som Mål.
Dette går da også omsider op for Faust
— i hans Livs Aften — og ved en mærkelig
Ironi fra Digterens Side -— først da han er
slagen med legemlig Blindhed, da åbner hans
Ånds Øine sig. Han øiner Forsoningen.
»Det synes mig som Nattens Mulm for-
tættes, men i mit indre stråler Lyset klart.*
Samarbeidet for det gode, Fællesmodstan-
den mod det onde.
Ikke den enkeltes, men den universelle
Ånd — Samfundets — Solidaritetens er det
høieste. Målet. Hvilket omsider går op for
Faust, som for et hvert tænkende og sand-
hedssøgende Menneske.
I denne Forbindelse kan jeg ikke andet
end tænke på det meget interessante og ka-
rakteristiske Træk hos Goethe, at idet Faust
søger det høieste Skjønhedsideal i Helenas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
