Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
gleden ind lige til Hæftet, og det løb mig pludselig
baade koldt og varmt ned ad Ryggen.
„Jo, det forholder sig ganske rigtigt!" sagde
jeg til mig selv. „Og nu kommer Turen til mig."
Men, skjønt jeg vei sagde dette, vidste jeg dog
meget godt, at jeg ikke vilde aflive mig selv. Ikke
desto mindre rejste jeg mig dog op og tog paany
Revolveren i Haanden. Men, besynderlig nok!
Skjønt jeg ofte før havde været ved at begaa
Selvmord, og skjønt det især den Gang paaJærnbanen
var forekommet mig let nok, fordi jeg derved
forestillede mig, hvilket Slag det vilde have været for hende,
var jeg dog nu saa langt fra at ville tage Livet af
mig selv, at det slet ikke faldt mig ind.
Der blev imidlertid stadig banket paa Døren.
„Det er ogsaa sandt!" sagde jeg ved mig selv,
„man maa først have at vide, hvem det er, der
staar her og banker paa. Jeg har jo desuden
Tiden for mig." Derefter lagde jeg Revolveren fra
mig paa Bordet, og, efter først at have dækket den
til med en Avis, gik jeg hen og skød Slaaen fra
Døren og lukkede op. Det viste sig at være min
Svigerinde, en godmodig, men temmelig
indskrænket Enke, som stod og bankede paa,
„— Men Våsja! Hvad er nu dét?!" sagde
hun, idet Taarerne, som hun aldrig havde Mangel
paa, strømmede ned ad hendes Kinder.
„— Hvad er der i Vejen?" spurgte jeg i en
grov Tone; men skjønt jeg meget godt indsaa’, at
jeg slet ingen Grund havde til at være grov imod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
