Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
hende ligesom mig, om ikke endnu værre. Hun
fordrejer med Vilje ethvert af mine Ord, idet hun tillægger
dem en falsk Betydning, og ethvert af hendes Ord
ér ligesom fyldt med Gift; hvor hun biot véd, at hun
kan saare mig, gjør hun det, og bestræber sig især
for at ramme mig paa de allerømmeste Steder. Jo
længer, jo værre. I Stridens Hede raaber jeg:
„Hold Mund!" eller saadan noget. Hun farer op
og vil løbe ind i Barnekammeret. Jeg vil dog ikke
lade hende slippe, før jeg har faaet bevist hende,
at hun har Uret; men idet jeg griber hende om
Haandledet for at holde hende tilbage, lader hun,
som om jeg har taget for haardt og skriger i
vilden Sky: „Børn, jeres Fader slaar mig!" — „Lad
være at lyve!" raaber jeg. — „Det er jo ikke første
Gang!" eller noget lignende, skriger hun igjen.
Børnene trænge sig om hende. Hun beroliger dem.
„Hold op med det Komediespil," siger jeg. — „Ja
vist!" svarer hun; „for dig er alting Komediespil.
Du er i Stand til at slaa et Menneske ihjel og siden
paastaa, at han bare forstiller sig. Nu forstaar jeg
dig. Det er dét, du vil." — „Gid du dog kunde
krepere, — saa var man af med dig!" raabte jeg
helt. ude. af mig selv.
Jeg husker, hvorledes jeg selv blev forskrækket
over, hvad jeg havde sagt. Jeg havde aldrig troet,
at jeg skulde have været i Stand til at sige saadan
nogle græsselige, plumpe Ord; jeg forstod ikke
engang, da jeg havde sagt dem, hvorledes de havde
kunnet undslippe mig. Men jeg raabte dem, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
