Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII - XXXIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
483
»Jeg skulde næsten sige, det er umuligt, mr.
Hillyer; men vi skylder alle himlen en død, og
hvis de først stryger med, og vi følger efter, saa
lad os iallefald gjøre vor pligt, indtil vor time
kommer, — men aldrig fortvivle. Saalænge der er
liv, er der haab ; lad os altsaa gaa op paa dækket
og sætte op saa freidig en mine, som vi kan«.
KAPITEL XXXIX.
Jeg gik op paa dækket igjen, og masteren
fulgte efter. »Barometret er i stigning«, sagde jeg
høit til næstkommanderende ; »saa stormen tegner
til at ville gi’ sig ved tolv-tiden«.
»Det glæder mig at høre, sir, for vi har mere
end nok af den«, svarte næstkommanderende.
»Ser De Dryaden?«
»Nei, sir; det er stærk tykke igjen til læ; vi
har ikke seet den paa ti minutter«.
Gud ske lov for det, tænkte jeg, for de faar
aldrig se den mere. »Hvad lodskud havde vi sidst?«
»Fjorten favne, sir«.
»Jeg formoder, vi kommer til at gaa over
spidsen af banken paa meget mindre«, svarte jeg;
»men er vi først klar af den, faar vi rum sø«.
Da nu kapteinen er et orakel i farens stund,
opfangede folkene hvert ord, som kom fra mine
læber; og hvad de fik ud af det, jeg sagde, trøstede
dem med, at de ikke svævede i nogen øieblikkelig
fare. Alligevel gik masteren frem og tilbage paa
dækket, som om han var aldeles fortumlet af den
truende fare. Og det var ikke at undres paa,
stakkels fyr, sidder der med kone og børn, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
