Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
skulde føre min Minnie op til alteret. En uke, som forekom
mig aldrig at ville ta ende, men ogsaa den døde dog omsider
en naturlig død, og vi blev forenet.
Bryllupsfesten var forbi, det hele selskap hadde forlatt os, og
vi var atter alene. Jeg holdt netop min elskede Minnie i mine
armer, da svigerfar bragte mig et brev fra England. Det var
fra mr. Warden, og jeg ilte med at aapne det. Minnie delte
min utaalmodighet og læste det over min skulder. Brevets
indhold var følgende:
„ Kjære kaptein Keene.
Hvor heldig isandhet for Dem, at De hadde gjemt paa det
brevet, men la mig ikke foregripe mig seiv! Straks jeg av
Deres overbringer hadde mottat samme, begav jeg mig op til
den gamle dame med det og forela hende det. Jeg gjorde
endog mere til: jeg forelæste hende Deres eget brev til mig
personlig med de grunde, De deri har anført for, hvorfor De
vilde la lord de Versely forbli i den tro, at Deres mor var død.
Den gamle og nu saa aandssvake dame forstod mig omtrent
ikke, mens synet av hendes brorsøns haandskrift dog til en
viss grad vakte hende av hendes sløvhetstilstand. ~Jaja", sa
hun, ~jeg . . . ser nok! Jeg skal faa tænke over det! Jeg
vil ikke si noget avgjørende endnu; jeg maa høre, hvad obersten
siger." Just dette var, hvad jeg seiv ønsket mindst av alt,
men hun var stivnakket som altid, saa jeg dermed maatte gaa
min vei. Saa blev obersten hentet ind til hende, men hvad
resultatet herav blev, kjender jeg ikke til. Eller snarere sagt,
jeg vet ikke, hvad det kunde ha blit, hadde ikke ganske
upaaregnet lykken her git Dem en venlig haandsrækning.
Just som jeg forlot den gamle dame, saa jeg to herrer i en
postkareth komme kjørende tilgaards. Den ene av dem saa
skral og sammenfalden ut og orket knapt nok gaa trappen op. De
spurte efter oberst Delmar og blev anmodet om at vente paa
ham i dagligstuen, til han var færdig med sin samtale med
hds. naade. Jeg saa obersten træ ut igjen fra den gamle
dame; der lyste en slik triumf fra hans ansigt, saa jeg der
med følte mig overbevist om, at endelig var han gaat av med
seiren nu.
Jeg skyndte mig derfor hjem igjen med den beslutning at
brænde frøkenens sidste testamente, som endnu ikke var under
tegnet. Saa vandt jeg dermed idetmindste saapas utsættelse,
som vilde tiltrænges for at faa sat op et nyt i det brændtes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
