Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
tav stadig og stirrede ud for sig. »Aa, det er
skrækkeligt! Hvorledes skal jeg dog forklare
hende, at jeg er levende?« tænkte han med
Rædsel. »Aa Gud, aa Gud! Jeg er levende!«
stønnede han.
»Han er den lykkeligste og den bedste!«
hviskede Stemmen atter ind i hans Øre, men
denne Gang gjorde disse Ord ingen Virkning
paa ham, for der var noget, der tyngede hans
Bryst saa stærkt, at han ikke kunde tænke paa
andet. Om det var Maanen, Vandet, hendes
Omfavnelse eller hans egne Tanker, der tog
Vejret fra ham, vidste han ikke, han følte kun
at det hele snart var forbi, og at han ikke vilde
faa Tid til sige hende alt, hvad han ønskede.
Døren gik op, og en Herre, der vilde gaa,
var lige ved at falde over Albert, som laa paa
Tærskelen. Han skyndte sig tilbage og fik
Husets Frue ud.
»Aa, det er naturligvis denne Albert, der er
paa Spil igjen,« sagde hun ærgerlig. —
»An-nuschka, se at faa ham bragt ind!«
»Jeg er levende, siger jeg, hvorfor vil I saa
begrave mig?« hviskede Albert i Vildelse, medens
de bar ham indenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
