Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Stina Bø nærmere ud om deres
oplevelser. Stina Bø var i min opvekst vor
bøkekone. Hun var endda paa sine gamle
dage kvik og munter, men tager jeg ikke
feil, var hun ikke saa let at faa paa glid
om nissen. Jeg har saavidt hørt hende
hærme efter ham, da han raabte paa hende.
Men saa var det den sidste
nissehistorien, som blev spurgt i gaarden hjemme.
Da var far konfirmeret. Kornlofterne
ovenpaa i mellembygningen var netop indredede
til værelser, og paa et af dem laa far og
skriverkaren, som hed Elling Kjølstad.
Der var vel meget snak mellem dem om
det gamle spøgeri paa de forrige
kornlofterne, kan jeg tænke. Nok af det,
skriverkaren var mørkræd, og ikke bedre blev
det, engang han laa alene, og Stina Bø og
de andre næsten vetskræmte ham. De
havde lagt noget jernskrammel under
sengen hans og knyttet en hyssing fra dét og
ud paa gangen, og da han havde lagt sig,
drog de i hyssingen. Han storbeljende ud
i bare skjorten, og Stina Bø maatte bære
ham ind igjen.
Det spøgeriet fik man da fort
forklaret. Værre var det med dét, som de
hørte nat efter nat, saa vist som de havde
faaet roet sig. Det var nissen nedenunder
i spinderiet. Det var noget, alle i gaarden
vidste, men ingen gjerne talte om. Hver
nat gik spinderirokken.
Jeg ved ikke, hvordan det er i de
nymodens tobaksspinderier; men i de
gammeldagse var der et eller flere lange borde,
hvor spinderen fik de ferdige renpillede,
fugtige tobaksblade, fri for stilk, og spandt
dem ind i et langt, lillefingertykt taug, som
en liden gut stod og sveivede ind paa
rokken for enden af bordet.
Hos os sad nu rok-akselen ikke rigtig
midt paa hjulet, saa der var en egen
haltende lyd, naar rokken gik. Den og det
jevne slag, nåar spinderen med et træbret
paa haanden tvandt tobakstauget, gav til
sammen en lyd, som jeg har hørt saa
mangen god gang, og som jeg den dag
idag kan gjøre efter med begge benene
ved at lade hælen og fodbladet gaa
skiftevis i rask takt mod gulvet.
Det var denne lyden, far og Elling
Kjølstad hørte hver nat fra spinderiet under.
«Hører du? Naa gaar den igjen!»
Tilslut blev det med den som med
saa meget andet tilvant. De hørte den uden
at bryde sig om den og dens hemmelighed.
For den holdt ud aarevis.
Saa var det engang længe efter, en
søndag formiddag far var tilfeldigvis oppe
i fjøset, som jeg har sagt laa til
baggaarden, væg i væg med spinderiet til
fremgaarden. Da hørte han med ett
spinderirokken igjen. Om søndagen stod naturligvis
spinderiet; men rokken, den gik, det var
ikke til at tage feil af. Da faldt hans øie
paa lænken, koen havde fra klaven til
indervæggen i baasen. Lænken gik frem
og tilbage og slog slag i slag i væggen,
og det kom af, at koen jortede. [1] Naar
koen jorter, vugger den lidt paa hovedet,
ganske lidet op og ned. Og i aar efter
aar havde koen hver nat ligget og jortet
og rugget paa lænken, og lænken havde
slaaet i væggen, og i nattens stilhed var
lyden gaaet i bjelkevæggen op til de to,
som ovenpaa laa, og lyden var saa lig
rokken, at havde ikke far staaet og seet
paa, hvad det var, havde han kanske troet,
at nissen havde spundet skraatobak midt
paa lyse søndags formiddagen.
Slig fik den sidste nissehistorien sin
opklaring, og noget sligt havde de vel sin
grund i, de andre ogsaa.
Mellembygningen var og blev en
underlig gammel bygning og ikke mindst, da
spinderiet blev nedlagt og alt en tidlang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
