Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrige ... - Ordbøgerne: J - juniority ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jurisprudence—justere
o23
Frankrige
544
tidsalder fulgte en tankens» (M.me de Staël).
Oplysningstiden er alt oprundet, med dyrkelse af videnskaben og
fornuften (la Raison) paa alle omraader. Interessante
overgangsskikkelser : Saint-Simon med sine skarpe,
kunstneriske memoirer og Pierre Bayle, en Voltaire før Voltaire;
hans hovedverk, et konversationsleksikon, slog ned som
en encyklopædi før encyklopædisternes, slugtes overalt,
ogsaa af Holberg, og blev et arsenal, hvor den nye aand
fandt vaaben mod det bestaaende; andre formidlere og
popularisatorer var Fontenelle og den i London boende,
især ved sin konversation virkende Saint-Evremond. 1666
oprettes L’académie des sciences efter mønster af det
engelske Royal society, og fra England kommer i denne
tid en sterk paavirkning, som i stigende grad strækker
sig ud over det 18 aarh., navnlig paa videnskabens og
tænkningens gebet (New^ton, Hobbes, deismen med
Cher-bury og Tindal, sensualismen med Locke, skepticismen
med Hume). I skjønlitteraturen indtræder en
vekselvirkning, en krydsning af idéer mellem England og F.
Dryden og engelske lystspilforfattere som Gongrieve
efterligner den franske form. Den fine dramatiker Marivaux’
roman «La vie de Marianne» afgav modellen for
Richard-son, som sammen med andre af sine landsmænd i høi
grad influerede paa den borgerlige tragedies og
græde-komediens forfattere i F., La Chaussée, Diderot, Sedaine,
og paa romanen, Rousseau («La Nouvelle Héloïse»), Prévost
(«Manon Lescaut»). Efter forbillede af Addisons
«Spectator» udgav Marivaux «Le spectateur français».
Shakespeare begynder at komme op (Voltaire, Ducis,
Letour-neurs oversættelse); man oversætter Milton, Thomson,
Young, Ossian. — Voltaire og Montesquieu fylder saa
omtrent den første halvdel af det 18 aarh.; det er den
kartesiansk-deistiske fornuftfanatisme med den sterke og
glade tro paa det evige fremskridt. De, som skrev i
denne aand, kaldtes og mente sig at være filosofer, skjønt
de blot fremsatte postulater, dem de selv tog for
aaben-bare sandheder. I denne tørre, abstrakte, fornuftredne
tid bliver ogsaa sproget tørt, abstrakt ræsonnerende,
logisk-matematisk; til gjengjæld erhverver det rang af
kosmopolitisk, universelt; fransk læses overalt; F. spillede
da mere end nogensinde sin rolle som mediator mellem
nationerne, og Voltaire var en vulgarisator som ingen anden.
I den senere del af aarh. afløses deismen af materialisme
(Helvétius, Holbach, La Mettrie). Poesien i det 18 aarh,
kunde hverken blive høi eller dyb; de pretentiøse «oder»,
som leveres af en hel del poetastre i klasse med La Motte
og Jean Baptiste Rousseau (den bedste af dem er Lefranc
de Pompignan), har lidet eller intet med poesi at skaffe.
Det samme gjælder den didaktiske, beskrivende genre,
læredigtene (Delille, Saint-Lambert, Roucher). Heller ikke
tragedien er længer poetisk (Grébillon, Voltaire).
Værdifuld er derimod den lettere, egte franske, narrative eller
leilighedsagtige digtning, de versificerede fortællinger,
satirer, epistler, epigrammer (Voltaire, Piron, Gresset,
Lebrun, Gilbert). Og en egen fin og gratiøs poesi, hvor,
har man sagt, smilet ofte skjuler en taare og taaren et
smil, aander i teaterstykker af Marivaux, i Favarts «Les trois
sultanes», komisk opera, og Beaumarchais’ farcekomedie
«Le mariage de Figaro» (deri Ghérubin). En fremragende
næsten naturalistisk komedie gav Lesage i sin «Turcaret».
Den samme skrev en af aarh.s bedste romaner, «Gil
Blas», i picarostil. Realismen dyrkes med held ogsaa i
Marivaux’ romaner, men fortoner sig i andres (Grébillon
fils, Laclos, Diderot, Restif de la Bretonne) som
uanstændighed og ligefrem pornografi, dog saaledes at man altid
undgaar at nævne tingen ved dens rette navn, altsaa
metoden fra La Fontaines «Gontes ». — Ved siden af
for-standsdyrkelsen gaar der gjennem oplysningstiden ogsaa
et sterkt drag af følsomhed, som ofte udartede til føleri.
Hel og egte følelse, en reaktion mod den almægtige
fornuft, kom først i midten af 18 aarh. ved Rousseau. Med
ham vælder individualismen, det subjektive, det
personlige, det lyriske ind over litteraturen; han sagde «jeg»,
hvor det før hed «man». Og han satte natursansen i
høi-sædet; ham og tildels Diderot skylder vi de første virkelig
følte og sandt kunstneriske naturmalerier. Han indførte
ogsaa en vag religiøsitet, ikke kristendommens, men
teismens. Paa denne maade bliver Rousseau faderen
for den senere romantik. Naturskildringerne fortsættes
med endnu større kunst af hans discipel Bernardin de
Saint-Pierre, forfatteren af den berømte bog «Paul et
Virginie». Af ham har Ghateaubriand lært meget. Men
det gamle samfund med sine eksklusive saloner, sit skarpt
normerede sprog, sine strenge former for selskabsliv som
for digtning, maatte forsvinde, før romantiken kunde
komme til gjennembrud. I mellemtiden foregaar en
tilbagevenden til antiken med valg af modeller fra dens
plastik. Kunstarkæologien var kommet paa moden ved
de Gaylus; publikum slugte Barthélémys «Voyage du
jeune Anacharsis»; efter rokokoen følger Ludvig
XVI-stilen og empiren, i litteraturen korrekthed og kjølighed
(Fontanes, Ghênedollé, Parny, Millevoye), men der opgaar
dog fra den én stjerne, F.s største lyriske digter i den
klassiske tid, André Ghénier. Romantiken befordres
kraftig ved M.me de Staëls bog «De l’Allemagne» og
indvarsles ved Ghateaubriand, en glimrende kolorist og
skaberen af det 19 aarh.s artistiske sprog. Der er nu
ogsaa kommet nye romantiske elementer til : kristendom,
sværmeri for middelalderen, endvidere «Weltschmerz»
fra Goethes «Werther» med spiren fra Rousseau: den
permanente tristhed (du vague à V âme; det vi nutildags
kalder nervøsitet og hysteri), den metafysiske sorg, som
dræber handlekraften og fremkalder eller forøger sygdom
paa viljen (Ghateaubriands «René», Senancours
«Obermann», Vignys «Stello», Mussets «Gonfession d un enfant
du siècle» o. a.). Den egentlige romantiske skole, som
kan siges at afslutte klassicismens periode, stiftes ved
1823 af Nodier, men dens chef blev snart V. Hugo; dens
store kritiker var Sainte-Beuve, Taines lærer. Omkring
Hugo grupperer sig Lamartine, de Vigny, Dumas père,
Th. Gautier, Musset, G. Sand, historikeren Michelet.
Shakespeare faar nu fuld æresopreisning, men
romantikens historiske drama er falskt, en marchandiserbutik;
det flyder paa V. Hugos skjønne form. Ved siden af
romantiken trives realismen og den psykologiske roman:
Stendhal, B. Gonstant («Adolphe»), H. de Balzac og delvis
Mérimée; senere O. Feuillet, F. Fahre; det realistiske
fremmes sterkt ved Gomtes positivisme, ved
evolutionslærens triumf og ved naturvidenskabernes stigende
anseelse; det bemægtiger sig dramaet med Dumas fils og
Augier, som detroniserer Scribe og hans tomhed; det
glimrer efter en slags overgang (l’école du bon sens og
Gerichtsbarkeit f — © jurisdiction
- ® juridiction f.
jurisprudence ©&© f,
Jurisprudenz (t) f, retsvidenskab, jus;
(f) ogs. retsorden, -praksis,
jurisprudent @ lovkyndig,
jurist - ® Jurist m — ©
lawyer, jurist; law student — ®
homme de loi, avocat;
jurisconsulte; étudiant (m) en droit.
juristeri — (t) Juristerei f —
@ legal chicane, lawyer’s tricks —
(f) chicane(rie); avocasserie f.
juron (f) m, ed.
juror © jurymedlem,
jury — ® Geschwornen-,
Schwurgericht n - © jury - (f)
jury, les jurés m pl.
jus - ® Rechte pl. Jus n ~ ©
law - ® droit m ; jurisprudence f.
jus (f) m, saft; sky (af kjød),
jusant ® m, ebbe,
jusée (f) f, bark-, garverlud.
jusque ® (ind)til. j.s et y
compris inklusive j.-là saa
langt, saa vidt, dertil; saalænge,
hidtil, jusqu’à lis’e til.
jusquiame (?) f, (bot.) villrot.
lussion (g f: lettres (f pl) de
j. kabinetsordre.
just ©, juste (^ retfærdig,
rigtig, ret; rimelig, billig; beret
tiget; nøiagtig; netop, akkurat; ©
ogs. bare.
just © (holde) turnering,
dyst-løb; turnere,
juste-milieu ® m, den gyldne
middelvei; (politisk) centrum(sparti).
justere — (t) justieren — ©
adjust, size, gauge - ® vérifier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
