Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyreriget ... - Ordbøgerne: G - Gebet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1045
Dyreriget—DyresymbolFk
1046
Han søger efter nye udtryksmidler, eksperimenterer med
kold naal og etsning paa jern og lagde herved
grundlaget til raderingens senere udvikling. 1513—14 naar
han høidepunktet i sin kobberstikkunst med de tre
hovedblade: den uforfærdede kristne ^^Ridder med døden
og djævelen», «Melankolien», sindbillede paa den
menneskelige tankes og videnskabens begrænsning, og «Den
hellige Jeronimus» i stille studium i sit læseværelse.
I disse aar sysler han ogsaa med dekorative udkast (bæger,
lysekrone) og faar af keiser Maximilian i opdrag at give
tegning til en triumfvogn og en æreport, som han i løbet
af tre aar (indtil 1515) udførte i 92 træsnit. Langt
betydeligere er hans fantasifulde og humoristiske
randtegninger til keiserens
bønnebog (1515, halvdelen i
hofbiblioteket i Miinchen).
Efter Maximilians død i 1519
besluttede D. at reise til
Nederlandene for af keiser
Karl V at sikre sig tilsagn
om den aarlige pension, hans
formand havde givet ham.
Denne reise (1520—21) blev
ogsaa af betydning for D.s
kunstneriske udvikling, idet
studiet af den nederlandske
kunst, ligesom tidligere den
italienske, igjen gjorde ham
til maler. I sin dagbog og
skissebog fra denne reise
noterede han sine
iagttagelser af kunst, natur og
mennesker. Som tidligere i
Venedig afslog han ogsaa
i Antwerpen de glimrende
tilbud om at blive der.
Imidlertid var
reformations-bevægelsen kommet til
udbrud. Den griber D. dybt.
Hans kunst efter
hjemkomsten er alvorlig, enkel, stor.
Særlig har karakteristik af
mandigt alvor interesseret
ham (portræter). Mest typisk
for denne hans klassiske
periode er de storslagne
karakterfigurer af de «Fire
apostle» (1526; Miinchen),
tillige hans indlæg i
refor-mationskampen. Hans
senere aar er væsentlig optaget med kunstteoretiske
arbeider: om det menneskelige legemes proportioner
(1528) etc. — Ved sit gemyts dybde og inderlighed,
ved sin fantasis rigdom er D. ikke blot en egte
germaner, men den største repræsentant for tysk aand
i bildende kunst. Ved sin granskeraand og sin
alsidighed er han en typisk renaissancepersonlighed, der kun
har ligemænd blandt den italienske renaissances
største mestre. For tysk kunst betyder han den frigjorte
udvikling af den kunstneriske form, der alene gjør den
klassisk. [Litt.: D. Thausing, «D.» (2 bd. 1876, 2 udg.
Albrecht Diirer: Ridderen, døden og djævelen.
(Efter et kobberstik.)
Gebet— Gebrechen
1884; grundlæggende), H. Wolfflin, «Die Kunst A. D.s»
(2 udg. 1908). D.s breve og dagbøger udgaves af Thausing
(1872), F. Leitschuh, «A. D.s Tagebuch(1884) og K. Lange
und F. Fuhse, «D.s schriftlicher Nachlass» (1893).]
Dyreriget, indbegrebet af alle levende og uddøde dyr,
se Dyr (zooL).
Dyresagn kaldes de hos de fleste folkeslag
forekommende sagn, hvor dyr optræder, taler og handler som
mennesker. Dyrearten opfattes som individ med faste
hovedegenskaber; ræven er slu, bjørnen er godmodig, ulven
ond og dum. Af dyresagnet udvikler dyrefabelen sig,
idet det gives didaktisk og satirisk indhold; senere forenes
kredse af dyrefabler til dyreeposet. De ældste litterære
d. mødes i Grækenland, hvor
en flerhed af fabler samles
under Æsops navn; de
indiske fortællinger
(«Pantscha-tantra» eller «Fembogen»)
staar under græsk indflydelse,
men er vandret tilbage til
Europa. I middelalderen
udvikler d. sig tidligst hos
frankerne i Fredegars
chro-nik (omkr. 600). Det
koncentrerer sig efterhaanden om
fiendskabet mellem ræven og
ulven, formes af munkene
og gives satirisk anvendelse.
Dyrene gives heltenavne :
ulven er Isengrim, ræven er
Reinhart (fr. renard). Den
franske «Roman de Renart»
(udgivet af Martin 1882 — 87)
samler alle spredte
fortællinger. Herpaa hviler den
hollandske Willems «Reinaert»,
omkr. 1250 (udg. af Martin
1874). Mest bekjendt paa
germansk jordbund blev dog
den senere plattyske
bearbeidelse «Reineke de vos»,
trykt 1498 (paa dansk «
Rævebogen», 1555). Goethe
behandlede sagnet paa
heksametre i «Reineke Fuchs»
(1794). — I de almindelige
eventyr optræder ofte dyr,
som da gjerne er omskabte
mennesker, f. eks.
Grimsborken. Rlandt vore
folkeviser findes nogle d3^reviser («Ravnebryllup i Kraakelund»,
«Nils fiskar og ræven» o. fl.
Dyrestupe. Saavel rovdyr som klovvildt fangedes i
fordums tid i lavede eller naturlige grave, i dyrets vei eller
for jag. En nutidens afart i liden maalestok er
fangsthytterne til fangst af oter i Lierelven ved Drammen.
Dyresymboli^k, billedlig fremstilling af dyr eller med
dele af dyr sammensatte skikkelser i den hensigt derved
at faa tanken rettet mod visse oversanselige væsener,
bibelske personer eller mod bestemte egenskaber, begreber,
idéer o. 1. Som al symbolik forudsætter derfor d. et
Gebet ® n, bøn (til Gud).
Gebett (t) n, sæt sengklæder.
Gebettel ® n, tiggeri.
Gebiet (t) n, (land)omraade,
gebet.
gebieten (t) (paa)byde, befale;
herske, raade, disponere (over).
Gebieter (t) m, hersker, herre,
gebieterisch (t) bydende.
Gebilde (t) n, dannelse,
formation; frembringelse, produkt,
gebildet ® dannet.
Gebimmel (t) n, kling(r)en,
ring(n)ing.
Gebinde ® n, fustage; bundt;
fed (garn).
Gebirge ® n, fjeldkjede.
ge-birgig bjergfuld. Gebirgler m,
fjeldbo.
gebis — (t) Gebiss n — @ set
of teeth — ® dentier, [råtelier m
(de fausses dents).
Gebiss ® n, (sæt) tænder;
bidsel.
Geblase, Geblåse ® n, blæst.
Gebldke (t) n, mekring, rauting,
gebliimt ® blomsti-et (mønster).
Gebliit ® n, blod.
Gebot ® n, bud; raadighed.
Gebråu (t) n, bryg.
Gebrauch (t) m, brug; skik.
gebrauchen ® bruge,
gebråuchlich ® brugelig,
almindelig,
Gebrause (t) n, brusen,
gebrechen (t) (upers.) mangle,
skorte paa.
Gebrechen ® n, lyde,
skrøbelighed; brøst, mangel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
