Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bogtræ ... - Ordbøgerne: C - consorts ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kjøbenhavns universitet. Har leveret fremragende
arbeider om aandedrættets og blodets fysiologi.
Bohus (opr. Bagahus, Bahus), gammel n. grænsefæstning
paa en holme (Bagaholmen, gammel tingplads) i
Götaelvens nordlige arm (Nordreelv), hvor denne gaar
nd fra hovedelven. Den anlagdes 1308 af Haakon V
Magnussøn som en træborg, efterat den længere nede i
elven liggende borg, Ragnhildsholmen (s. d.), var faldt
i den sv. hertug Eriks hænder. Stedet var heldig valgt,
da man herfra kunde beherske seiladsen paa Götaelv.
Istedetfor træborgen kom der snart et slot af sten, som
senere udvidedes, indtil det i 15 aarh. var Norges
sterkeste fæstning. Den beleiredes af Kristian II 1531 og
gjentagne gange af de svenske under syvaarskrigen
(1563—70) saavelsom under Hannibalsfeiden (1645), men
altid forgjæves. Overhovedet er B. aldrig blevet indtaget
af fiender; men paa grund af Danmarks nederlag i krigen
med Karl Gustaf afstødes fæstningen tilligemed lenet
ved Roskildefreden 1658 og overleveredes 18 mars 1658.
Under den skaanske krig beleiredes den af nordmændene
under Gyldenløve, blev derpaa yderligere forsterket og
var 1680—1700 landshøvdingesæde; men derefter tabte
den hurtig sin betydning og nedlagdes 1786. Under
krigen 1788 søgte nordmændene at sætte sig fast i den,
hvorfor det senere tillodes Kungelfs borgere at bryde
sten af slottet, hvis ruiner dog blev fredet af Karl
Johan. En stor del af de borttagne stene er i den
allersidste tid opsøgt og lagt tilbage, og ruinen
frembyder derfor nu et endnu mere imponerende skue end
for nogle aar siden. —
B. län, nu sv., tidligere n. grænselandskab,
strækker sig fra Svinesund og Iddefjord til
Götaelvens munding, 150 km. langt, mod vest begrænset
af Skagerak, mod øst af Dalsland samt mod øst og
syd af Vestergötland, fra hvilket det skilles ved
Götaelven. Størrelsen er ca. 4 500 km.2, dets nuværende
indbyggerantal ca. 200000. Landskabet bestaar af en
stor, nøgen og sterkt sønderrevet skjærgaard og det
indre noget skogbevokste bjergland, hvis fjelde dog
intetsteds naar høiere end 180 m. o. h. De største og
vigtigste øer er Oroust, Tjörn og Hisingen. Forøvrigt
karakteriseres landskabet ved dybt indtrængende havbugter
(Dynekilen, Gullmaren, Hakefjord o. s. v.), en mængde
sjøer og, foruden Götaelv, flere mindre vasdrag (Qvistrum
elv m. fl.). De vigtigste næringsveie er fiskeri, sjøfart
og akerbrug. Foruden de gamle byer Kungelf, Marstrand
og Uddevalla har nu ogsaa Strömstad og Lysekil
kjøbstadrettigheder. Hertil kommer en række bymæssig
bebyggede strandsteder. —
B. l. hører til de ældste bebyggede landskaber
i Norden og hed oprindelig Ragnariki.
Man finder her en mængde interessante levninger fra
den forhistoriske tid, sten-, bronce- og jernaldergrave i
stort antal, helleristninger, bygdeborge m. m. I senere
historisk tid kaldes de tre sydlige fogderier (Hisingen, Oroust
og Tjörn samt Indland) Elvesyssel, de to nordlige (Nord- og
Sönderviken) Ranrike. I slutningen af middelalderen
afløses dog det sidste navn af Vigen, medens Elvesyssel
efterhaanden ombyttedes med «Bahus len», som endnu i det
16 aarh. kun betegner de tre søndre fogderier og først
senere udstrækkes til hele landskabet. Dettes historie
er rig og vekslende. Vore ældste konger opholdt sig
ofte her. Paa Götaelv var der en livîïg færdsel, og langs
den anlagdes paa n. side efterhaanden en række borge:
Lindholmen paa Hisingen, Kastellet i Konghelle,
Ragnhildsholmen tæt ved og endelig Bohus. I middelalderen
var B. 1. sædet for flere klostre (Kastelle og Drapmark
samt to minoriterklostre i Konghelle og Marstrand).
Flere anseede lendemænd boede her, bl. a. under
Magnus Barfod den mægtige Sveinke Steinarssøn og den
fra borgerkrigene bekjendte Asbjørn Jonssøn af Tjörn.
I 16 og 17 aarh. havde B. 1. en række, tildels betydelige
adelige sædegaarde, særlig Moland (nu Morlanda), Vrem,
Lundsby, Aaby, Strøm, Blomesholm m. fl. Landskabet
led meget under syvaarskrigen og Kalmarkrigen, da store
dele deraf brændtes af svenskerne, samt under
Hannibalsfeiden; men dets befolkning forblev altid Norge tro,
om den end efter afstaaelsen villig sluttede sig til Sverige.
Dets historie har fra sv. side været gjort til gjenstand
for en særdeles indgaaende granskning, se især «Bidrag
till kännedom om Göteborgs og Bohus läns forntidsminnen
och historia». Fra n. side er fremkommet:
Ose. Alb. Johnsen, «Bohuslens eiendomsforhold» (Kra. 1905) m. m.
Boieldieu [bwajeldiø’], François Adrien
(1775—1834), fr. komponist, begyndte som korsanger ved
domkirken i Rouen og studerede musik under organisten,
Broche. Var i syv aar hofkapelmester i St. Petersburg,
senere prof. ved Pariserkonservatoriet, elev af Cherubini,
blev i Paris optaget i pianofabrikant Erards hus og vandt
efterhaanden et anseet navn som komponist, særlig ved
operaerne «Kalifen af Bagdad» og «Den lille Rødhætte».
Verdensberømt blev han ved den paa skotske motiver
byggede opera «Den hvide dame», der ogsaa danner den
høieste blomstring for den franske opéra comique, hvis
særegne stil han her ypperlig forener med en let teknik
og formens renhed hos Cherubini og tyske klassikere som
Mozart, aandrig og ridderlig samtidig. «Den hvide dame»
gik i Paris 1876 for 1367de gang. B. døde af strubetæring.
Boileau-Despréaux [bwalå-depreå’], Nicolas
(1636—1711), fr. digter, en kritisk, forstandsklar aand,
hævdede, at kun det sande er skjønt. Som sin forgjænger
Malherbe lagde han sterk vegt paa versets formelle
korrekthed og formede og fastslog i sin berømte «L’art
poétique» (1674) de regler, som allerede dengang blev
praktiseret i fransk digtning, og som fra nu af blev
rettesnor gjennem hele den franske klassicisme,
deriblandt regelen om handlingens, stedets og tidens enhed
i dramaet. B. stod hoffet nær og øvede stor indflydelse
i litterære spørsmaal ved sin frimodighed og ærlighed;
han forsvarede Molière kraftig og djervt mod de angreb,
som denne var udsat for. Hans overdrevne smigrerier
ligeoverfor Ludvig XIV viser, at han var en mand af
sin tid. Han var lidet produktiv; baade i «L’art
poétique» og i sine «Satires» og «Epîtres» tog han Horats
til mønster; han har desuden skrevet det komiske
heltedigt «Le lutrin» (1678) og nogle kritiske og satiriske
skrifter i prosa. Der er henved 400 forskjellige udgaver
af hans «Œuvres complètes»; den sidste af ham selv
besørgede udkom 1701. Den bedste udgave er besørget af
Berriat Saint-Prix.
Boilly [bwaji’], Louis Léopold (1761 — 1845), fr.
maler. Hans oljemalerier, akvareller og tegninger fra
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
