Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VIII. Senere historiske Romaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingemann som lyrisk Digter.
ventionelle Holdning. — Der er fuldt op af den
Slags Erotik hos Kristian Winther. — Aarestrups
er derimod at ligne ved et sundhedsblomstrende,
livsberuset Barn. Det slaar sin Kolbette paa
ilen frodige, saftgrønne Plæne, leende og
overmodig, og tænker intet ondt derved. Som en
Blomst, der bærer sin Støvvej til Skue, har det
Intet at skjule. — Er Blomsten og Barnet ikke
uskyldige!’ —
Men der er andre Børn; det er de stille,
fromme Smaaskabninger. De ere fødte bly,
Skamfølelsen indfinder sig tidlig hos dem. I deres
mildt lysende Ojne er der intet Begjær; de ere
trofaste, taalsomme og troende. Ikke desto mindre
sættes deres Taalmod tit paa Prøve. Der er saa
meget Hæsligt og Løgnagtigt i Verden, som de
slet ikke kunne forstaa; og de fatte tit ikke, at
Andre ikke tænke som de. Det er det, man
kalder deres „Begrænsning". -— Et saadant Barn
var Ingemanns lyriske Muse.
Medens hans diametrale Modsætning i den
danske Poesi elskede Jorden, og skriver et skjønt
Digt til dennes Pris, formaaede kun Ingemann
delvis at finde sig til Rette paa denne Klode;
for ham var det biot en Station paa Evighedens
Vej, en Indgangsport til noget langt Herligere.
Medens Elskov var Gjenstand for Aarestrups Kvad
først og sidst: „Sig mig", udraaber han,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
