Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Pavedømmet i Tilbagegang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 « Den frie Pavekirke.
stredes om Paveftolen, sørgede Filip for, at der siden blev valgt Franskmænd, og
disse maatte stadig opholde sig i Avignon. De omkring 70 Aar, Paven boede i
Frankrige, kaldes almindelig deres babyloniske Landflygtighed; den varede
fra 1309——1377. De stodiAfhængighedsforhold til den franske Konge og havde ingen
Magt. Da de altid manglede Mynt, søgte de paa nedværdigende Maade at skaffe
Penge tilveie, men demoraliserede derved Folkene. Det gik derhos stygge Rygter om
Usædelighed ved Pavehosfet Dante satte Clements V (1305—1314) i Helvede.
Pavemagten sank stadig i Anseelse: Fyrster begyndte at appellere eller indanke
Pavens Kjendelse for de almindelige Kirkemøder, og kraftige Røster lød rundtom mod
Pavestolens Fordærvelse Overgreb og Uretfærdighed Alle dybere Aander, deriblandt
ogsaa den hellige Birgitta, sørgede over Kirkens Elendighed og ivrede for, at
Pavestolen blev flyttet tilbage til Rom. Da dette endelig skeede efter 70 Aars
Forløb, valgte Kardinalerne endnu en Pave for Avignon; dette gav Pavevældet
Dødsstød; nu opstod nemlig fra 1377——1417 det store pavelige Schisma
eller ·Splittelse, da hele Kriftenheden var delt i to Leire, hver med sin Pave,
som kjævledes og satte hverandre i Ban; i hele sirti Aar var der ingen almindelig
anerkjendt Pave. Denne Kløft søgte man længe at udjevne. Arbeidet herfor af
Kirkeforsamlingen i Pisa(1409) havde saa lidet Held med sig, at der endog samtidig
var tre Paver,
der alle krævede
at blive erkjendte
som St. Petri
rette Efterfølgere
Først Konciliet i
Kostnitz (1414
—1418) bragte
en Forandring.
Om en Refor-
mation paa
Hoved og Lemmer,
som særlig kræve-
des af Fyrsterne,
sz blev der snart ikke
Ulexander V1 Botgia. mere Tale, da
Pavestolen ved
Ophævelsen af Schismaet eller Splittelsen var kommen ud af den værste Knibe.
Selv Mødet i Vasel (1431—1443) gik ikke ind paa denne berettigede Fordring.
Men hvad Pavedømmet mistede under sin Forfaldstid, nemlig sin Magt over
Koncilierne eller Kirkemøderne, har det først 1870 opnaaet igjen under Pius 1X
efter mer end 400 Aars Forløb. J verdslige Anliggender forstummede Paven-3
Stemme aldeles, efterat Kurfyrsterne paa et Møde i Rhense 1338 havde afvist
enhver Indblanding i Keiservalget fra hans Side.
Den sædelige Tilstand blandt Kirkens øverste Styresmænd i Nedgangstidenpar
sørgelig; næsten alle Middelalderens sidste Paver levede et skjændselsfuldt Liv. Priis
11 (1458—1464) stræbte i Ord og Gjerning·at tilintetgjøre alt tidligere Arbeide i
Kirkefrihedens Aand. Efter ham kom Paul 11 (1464—1471); han regjerede voldsomt
og grumt og efterlod sig et slet Rygte. Saa blev Sixtus V1(1471——1484)Pave;
han var en lærd Mand, men uden sædeligtVærd, uden Gudsfrygt, uden Kjærlighed til
det kristne Folk, hengiven til den foragteligste Vellyst, Gjerrighed og Forfængelighed
Han bar de prægtigste Klæder og lod sig paa en Judskrift betegne som Gud. Efter
ham fulgte Jnnocents vlll (1484——1492), en af de mest udsvævende og rygges-
løse Paver, Historien kjender. Han samlede Penge til Tykkerkrigen og lod sig samtidig
for god Betaling bruge af Sultanen som Fangevogter over hans Broder og Med-
beiler til Thronen og drev en uforskammet Afladshandel for at skaffe sine 16 nægte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
