Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Gang, som om noget sukkede indenfor. Jeg blev forfærdet
og havde nær vendt om. »Skam Dig dog, Adolf, gamle
Barn!« raabte jeg højt og rev Døren op paa vid Væg. Dagen
fulgte ind gjennem Dørkarmen med mig. En Trælem fyldte
Vinduet paa den modsatte Væg. Den løftede jeg af, og det
paa en Gang indstrømmende Sollys syntes underlig at forene
sig med den frigivne Lyd af Fossen under Vinduskarmen.
I et Par Minutter holdt jeg Haanden for Øjnene eller Ørerne,
jeg ved ikke ret, hvilket. Nu var da den stærke Fortryllelse
over, og jeg begyndte at se mig om. Ud ad drog sig for
det første mit Blik. Af de udrevne Vindusgrinder og
sønder-slagne Ruder laa endnu Ruiner imellem Fordybningerne af det
Klippestykke, hvorpaa Lysthuset var bygget. Vældig kogte
Fossen rundt om og knustes i Støvskyer paa de i Terasser
opstablede Skjær. En underlig Kontrast til den vilde Rasen
var en rolig smilende Regnbue, der dannede sig i Vandstøvet.
»Saaledes smiler den frigjorte Psyke over sin Grav!« Derpaa
vendte jeg mig om for at mønstre det-lille, smagfulde, grønne
Værelse. Paa den ene Væg hang en bestøvet Guittar og
derunder stod et lidet Bord, hvorpaa en Bog, en Rulle Musikalier
og et Strikketøj. Jeg blæste Støvet af Bogen; det var
Florians Galathe. Paa Smudstitelen stod med sirlige Træk
»Ursula Dahl«. »Du er min Relikvi!« sagde jeg og ståk Bogen
i Lommen. I Krogen stod en Voxstabel og en Kardus paa
en Hjørnehylde, og derunder hang en gammel, udbrændt
Merskumspibe. Laaget bar Inspektørens Navn. Ogsaa dette
Erin-dringstegn bemægtigede jeg mig. Mit Øje faldt paa den
modsatte Væg. Den var prydet med Kobbere af tyske, danske,
franske og engelske Digtere. Med inderlig Rørelse saa jeg
en næsten hensmuldret Krans omhængt Schillers Portræt.
»Maaske det var denne Krans, der engang gav Anledning til
Splid imellem Juliane og Ursula?« Ved denne Væg stod en
gammel Sofa. Jeg slog Støvet af med mit Tørklæde og satte
mig, opfyldt af vemodige Tanker. »Hvis har dette Strikketøj
været? Maaske Julianes? Hvor underligt det ligger der, ret
som om det kun var henlagt, imedens den flittige hentede sig
en Blomst eller et Kirsebær i >Haven? Du skal ogsaa følge
med mig«. Jeg vilde rulle det sammen. Da blev jeg et
sammenfoldet Papir var, som Strikketøjet netop havde bedækket.
Jeg aabner det; indeni laa et forseglet Brev; Udskriften er:
»Frøken Dahl«. »Besynderligt nok! I Forvirringen har hun
M. Hansens Noveller. IS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
