Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - IX. Den individuelle Etiks Inddeling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blive ligegyldigt, hvilket af Synspunkterne man betoner. Der
behøves ingen Appel til bevidst Samfundsinteresse eller til det
abstrakte Velfærdsprincip for at vise, at Selvhævdelsen maa
betragtes som værdifuld ogsaa af Andre end af den, der selv øver
den. En kraftig og harmonisk Udfoldelse af Personligheden er
Genstand for umiddelbar Sympati og Beundring. Som allerede
Hume[1] har bemærket, er det endnu vanskeligere at forklare
Beundringen hos Andre for de Dyder, der komme et Individ
selv til Gode, af egoistisk Interesse, end det er at forklare
Anerkendelsen af sociale Dyder paa denne Maade. Vi betragte
ikke nødvendigvis Andres Selvhævdelse som blot Middel. Det
er en unødvendig Omvej at gaa, naar Hobbes[2] forklarer Afskyen
for Drukkenskab derved, at denne let fører til Brud paa
Freden og overhovedet gør, at man ikke kan stole paa Individet.
Ved Synet af manglende Selvbeherskelse hos Andre føle
vi umiddelbart et Skaar i den kraftige og harmoniske
Selvudfoldelse, vi ønske, at Andres Livsførelse skal give os et Billede
af. Vi erkende, at hvor et saadant Billede træder os i Møde,
dér er paa dette Punkt af Verden det Højeste naat. Den
stiltiende Forudsætning ligger naturligvis til Grund, at Kraften og
Harmonien hos den Enkelte ikke strider mod Betingelserne for,
at Andre kunne stræbe efter at naa et lignende Maal for deres
Vedkommende, men maaske endog er et Middel dertil. Der
gives jo, som tidligere udviklet (VIII, 5) neppe Noget indenfor
den individuelle Udvikling, selv i dennes frieste Ejendommelighed,
som ikke kan blive af social Betydning; i al Selvhævdelse
er der en potentiel social Etik tilstede. Men ved Anerkendelsen af
Selvhævdelsen som Formaal peger Etiken udover sig selv. Dersom
Etiken er til for Livets Skyld, og Livet ikke for Etikens,
vil der være et Grænsepunkt, hvor Normernes Gyldighed hører
op, fordi den umiddelbare Livsudfoldelse ingen Retfærdiggørelse
behøver. Hvor dette Grænsepunkt ligger, og hvor nær man
i det enkelte Tilfælde er det, kan være vanskeligt at afgøre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
