Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
de kyske, sejersæle stridsmænd føler
tilsidst, når støvets klædning synker ned
og med lidt rosen-blusel de går frem
i dødløs nøgenhed; sådan lod jeg
den rette ve få vej, der skulde isne
over i fryd, bæve, når smærten brast.
Da gryet gråned, var det, jeg stod vendt
mod Pievens søjle-værk — min egen kirke.
Den syntes nu for første gang at sige:
»Jeg er dog Bruden, Lammets dybe elskov;
til mig du gav din tro, min præst, og lagde
dit varme hjærte tæt mod mit af sten
at fryse dér og aldrig mer befries.
Hun er en jordisk viv — lad fri mand yde
sit liv og blod: dit hjærte-slag er standset.«
Se, dag for dag, når dumme vifter vinked,
var jeg ståt op og ilet ud af kirken
med halvt en ed og halvt et smil af ynk
mod munken, jeg i farten snubled over, —
der lå så lang som et lig ved altrets fod,
ivrig med rosenkransen; da var kirken
tilrede med sin spot, om et ord slog ned:
»Skynd dig din vej og lad ham bare vrøvle.
Vær glad, du ikke er et fjog som han.
960
979
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
