Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
315
sidste Vinters Optrin. Landet syntes at være uskikket til enhver Ytring af Modstand.
Ved Efterretningen om Svenskens Komme flygtede Adelen atter tilbage til Hoved-
staden og gav Bolig og Ejendom til Pris for Svenskehæren. Komet stod endnu paa
Marken, den begyndte Høst standsede. Fjenderne strejfede omkring i smaa Afdelinger
for at inddrive Brandskat og Levnetsmidler, medens Hovedarmeen begav sig op
mod Kjøbenhavn.
Ved Kjøge traf de udsendte danske Gesandter Karl Gustav, som lovede at
forklare dem Aarsagen til sin Gjenkomst, naar han først havde erobret Landet.
Dette overmodige Svar vakte i Hovedstaden paa eengang den dybeste Harme
og den ubevidste og længe slumrende Følelse af Nationalitet. Hos Enkelte og i Be-
gyndelsen var maaske denne Kjærlighed til det truede Fædreland begrændset af Kjær-
lighed til den truede Eksistens, men Ytringerne og Følgerne vare de samme. Blandt
alle Hovedstadens Beboere, Adel, Gejstlige, Borgere, Soldater, Flygtninge, som hver
Dag forøgedes, gaves der efter dette Øjeblik ikke længer nogen adskillende Kløft,
ingen moralsk, materiel eller tilfældig Overvægt. Adelsmanden arbejdede ved Trællens
Side, eller, bedre sagt, der fandtes ikke længer Trælle, ligesaa lidt som der fandtes
Adelsmænd og Privilegerede. Samme Følelse lutrede og forædlede Alle. Det var
Lighed uden Tøjlesløshed, Arbejde uden Hvile, Offer uden Pral, som prydede denne
Selvfornægtelsens Tid. De haabede, alle disse Mennesker, de vilde, og derfor kunde
de ogsaa.
Da Svenskekongen havde naaet Hovedstaden, blev han slaaet tilbage i gjen-
tagne og heftige Udfald; han fandt Volde, hvor han havde ventet en aaben By, han
fandt et Folk, som dristig og med hævet Pande havde besluttet at kæmpe mod Under-
gang og Skjændsel, hvor han havde ventet at finde Ydmyge og Bønfaldende. Han
havde formodet, at hans Nærværelse alene og den uafbrudte Lykke, som hidtil syntes
at være knyttet til hans Person, skulde kunne tilintetgjøre et Land og en Nation.
Han havde taget alt med i sin Betragtning, Ulfeldts Raad og Meddelelser, Landets
underkuede Tilstand, en opløst Hær, en ødelagt Flaade, den tidligere Modløshed og
Rigsraadets redebonne Eftergivelse; alt havde han beregnet og blot glemt dette
stakkels Folks Nationalære og Kjærlighed til Fædrelandet, denne vidunderlige Følelse,
der ligesom Holger Dankse i det smukke Sagn sover i Slottets Kjælder, forvaret bag
Mure og Jerndøre, uden at røbe noget Livstegn eller uden at vækkes af sin Søvn før
i det Øjeblik, Nød og Fare banke paa Døren.
Imidlertid opslog Svenskekongen sin Lejr i Nærheden af Kjøbenhavn, for-
skandsede og forstærkede sig, idet han efter Hannibal Sehesteds Raad benyttede en
List, der bragte Kronborgs lettroende Befalingsmænd til at overgive ham Fæstningen.
Han forandrede nu sin første Plan, at overrumple Byen, til at belejre den og vedblev
saa vidt muligt al holde den indesluttet, ligesom de Danske vedbleve at forsvare sig
og gjorde Fjenden enhver Fremgang stridig.
Dette Drama var begyndt omtrent to Maaneder før den[_Aften, vi gjenfandt
Tam og Kulsoen i Skovhytten.
Altsaa rede de tre Mænd op igjennem Skoven og fortsatte deres Vej i Tavs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
