Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
653
(Naturligvis gives der ogsaa filologiske Sager af mig,
men de angaar ikke os to.}
Jeg gør nu et Forsøg med Turin; jeg vil blive her til
den 5te Juni for saa at gaa til Engadin. Vinterligt,
haardt, fælt indtil nu. Men Byen superb rolig og
smigrende mine Instinkter. Den skønneste Stenbro i
Verden.
Dem hilser Deres taknemmeligt hengivne
Nietzsche. En Jammer, at jeg hverken forstaar Dansk
eller Svensk.
Vita. - Jeg er født den 15. Oktober 1844, paa
Valpladsen ved Lutzen. Det første Navn, som jeg hørte,
var Gustav Adolfs. Mine Forfædre var polske Adelsmænd
(Niézky); det synes, som om Typen har holdt sig godt
trods tre Slægtleds tyske Mødre. I Udlandet gælder jeg
sædvanlig for Polak; endnu i denne Vinter betegnede
Fremmedlisten i Nizza mig som Polonais. Man siger mig,
at mit Hoved forekommer paa Malerier af Ma-tejko. Min
Bedstemoder tilhørte Weimars Wilm-Goethe’ske
Krese! hendes Broder blev Herders Efterfølger i
Stillingen som Generalsuperintendent i Weimar. Jeg
havde den Lykke at blive Elev af det ærværdige
Sehul-Pforta, den Skole, fra hvilken saa mange, der
kommer i Betragtning i den tyske Literatur (Klopstock,
Fichte, Schlegel, Ranke osv. osv.) er udgaaede. Vi
havde Lærere, der vilde have gjort ethvert Universitet
Ære eller som nu har gjort det. Jeg studerede i
Bonn, senere i Leipzig; den gamle Ritschl, den Gang
Tysklands første Filolog, udmærkede mig næsten fra
Begyndelsen af. 22 Aar gammel var jeg Medarbejder af
Litteransches Centralblalt (Zarncke’s). Stiftelsen
af den filologiske Forening i Leipzig, der endnu
bestaar, var mit Værk. I Vinteren 1868-69 tilbød
Universitetet i Basel mig et Professorat; jeg var
ikke engang Doktor endnu. Universitetet i Leipzig
har senere givet mig Doktorværdigheden, paa meget
ærefuld Maade, uden nogensomhelst Prøve, endog uden
Disputats. Fra Paasken 1869-1879 var jeg i Basel; jeg
var nødt til at opgive min tyske Hjemstedsret, da jeg
som Officer (ridende Artilleri), blev indkaldt for tit
og blev forstyrret i mine Embedssysselsættelser som
Universitetslærer. Jeg forstaar mig ikke desmindre
paa to Vaaben: Sabler og Kanoner - og, maaske,
endnu paa et tredje . . . Det gik altsammen meget
godt i Basel trods min Ungdom; det hændte, især
ved Dorktorpromotioner, at Eksaminanden var ældre
end Eksaminator. En stor Gunst af Skæbnen blev mig
til Del, da der fandt en hjertelig Tilnærmelse Sted
mellem Jakob Burkhardt og mig, noget Usædvanligt
for denne eneboeragtige og afsides levende Tænkers
Vedkommende, En endnu større Skæbnens Gunst var
det, at fra Begyndelsen af min Baseler-Eksistens
en ubeskrivelig nær og fortrolig Forbindelse kom i
Stand mellem mig og Richard og Gosima Wagner, der
dengang levede paa deres Landsted Triebschen ved
Luzern som paa en Ø og udskilte fra alle tidligere
Forhold. Vi har nogle Aar i Træk havt Alt tilfælles
under en Tillid uden Grænser. (De finder i Wagners
Samlede Skrifter, 7. Bind, et «Sendebrev» til mig
aftrykt, i Anledning af Tragediens Fødsel). Ud fra
disse Bekendtskaber har jeg videre lært en stor Kres
af interessante Mennesker (og «Menneske-inder») at
kende, i Grunden næsten alt. hvad der vokser mellem
Paris og Petersborg. Henimod 1876 forværredes mit
Helbred. Jeg tilbragte dengang en Vinter i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
