Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
646 Friedrich
Nietzsche
mig. Her fortaltes paany, at jeg, der i sin Tid havde
været Tilhænger af Stuart Mill, ved hin Afhandling
havde slaaet min Fortid i Ansigtet, idet jeg nu var
optraadt som Tilhænger af Nietzsche. Denne sidste
Fremstilling blev derefter repeteret i en meget
barnlig Bog af en wiensk Dame, der uden en Anelse om
de virkelige Forhold skriver løs Aar ud, Aar ind om
nordisk Literatur for det tyske Publikum. Opgylpet
blev saa endelig dette Vrøvl paany endnu saa sent som
iaar af Hr. Alfred Ipsen, der forsyner det engelske
Atheneum med Oversigter over dansk Literatur, til
hvis Dyder Upartiskhed ikke hører.
Overfor disse i Udlandet atter og atter gentagne
Paastande, maa det være mig tilladt endnu en Gang
at fastslaa, hvad jeg allerede 1890 i Tilskueren
(S. 259) beviste, nemlig, at mine Grundanskuelser
ikke i mindste Maade er blevne ændrede ved Berøringen
med Nietzsche. Da jeg lærte ham at kende, var jeg
længst ude over den Alder, hvori man kan skifte
Grundsyn paa Livet. Jeg gjorde desuden allerede for
ti Aar siden overfor min danske Modstander gældende,
at min første Tanke overfor en filosofisk Bog slet
ikke er den, om det, der staar i den, er rigtigt
eller fejl: «Jeg gaar straks igennem Bogen til
Mennesket bagved. Og mit første Spørgsmaal er det:
Er dette Menneske værdifuldt, interessant eller
ikke? Er han det, saa er hans Bøger upaa-tvivleligt
værd at kende. Spørgsmaalene om rigtigt eller fejl
lader sig paa de højeste aandelige Omraader sjældent
anbringe, og deres Besvarelse betyder ikke sjældent
forholdsvis lidt. De første Linjer, jeg skrev om
Nietzsche, lød derfor paa, at han fortjente at
studeres og bekæmpes. Jeg glædede mig over ham, som
jeg glæder mig over enhver kraftig og ualmindelig
Individualitet.» Og tre Aar senere besvarede jeg et
Angreb af en brav og dygtig Schweizerprofessor, der
havde stemplet Nietzsche som reaktionær og cynisk,
hans Lærdomme som i høj Grad farlige, bl. A. med disse
Ord: «Modne Læsere studerer overhovedet ikke Nietzsche
med den Bagtanke at ville antage hans Meninger, endnu
mindre med den at ville gøre Propaganda for dem. Vi
er jo ikke Børn, der søger Belæring, men Skeptikere,
der søger Mennesker, og som glæder os, naar vi har
fundet et Menneske - det Sjældneste der gi ves.»
Det forekommer mig, at dette just ikke er en
Tilhængers Sprog, og at man foreløbig med Hensyn til
min Fornegtelse af Ideer kunde spare en Smule paa
Krudtet. Det er kedeligt, nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
