Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
613
og Pessimisme, i hvilket han indførte to nye
Benævnelser apol-lonisk og dionysisk*). Grækernes to
Kunstguddomme Apollo og Dionysos antyder Modsætningen
mellem Billedkunst og Musik. Dea første svarer til
Drømmen, den anden til Rusen. I Drømmen traadte
Gudeskikkelserne først frem for Menneskene; Drømmen
er det skønne Skins Verden. Ser vi derimod ned i
Menneskets dybeste Grund under Tankens og Fantasiens
Krese, møder vi en Verden af Gru og Henrykkelse,
Dionysos’s Rige. Foroven hersker Skønhed, Maal og
Maade; men derunder bølger frit Naturens Overmaal i
Lyst og Kval. Set fra Nietzsches senere Udviklingstrin
af, røber sig den d37b^re Bevæggrund til denne
forskende og sporende Fordybelse i den græske
Oldtid. Allerede paa dette Tidspunkt skimter han i
det, som gælder for Pligtlære, et For-ringelsesprincip
overfor Naturen, søger en grundvæsenlig Modsætning
til det og finder den i det rent kunstneriske,
kristendoms-fjerneste Princip, som han døber
dionysisk.
Sjæleligt træder allerede her Grundtrækkene hos
denne Forfatter tydeligt frem. Hvad er det for en
Natur, som med dette vilde Had til Filisteriet
forfølger det helt op til David Strauss? En
Kunstnernatur øjensynligt. Hvad er det for en
Skribent, der med saa megen Overbevisning advarer
mod den historiske Dannelses Farer? En Filolog
øjensynligt, der har oplevet dem i sig selv, følt
sig truet med at blive blot Efterslæt og fristet til
at dyrke det historiske Udfald. Hvad er det for et
Væsen, der saa lidenskabeligt bestemmer Kultur som
Genidyrkelse? Visselig ikke noget Eckermann-Naturel,
men en Sværmer, fra først af villig til at lyde, hvor
han ikke kan befale, snart paa det Rene med sit eget
Herskerhang, men tidligt begribende, at Menneskeheden
langtfra er kommet ud af denne gamle Modsætning: byde
og lyde. Napoleons Optræden er ham som mange Andre et
Bevis derpaa: den Glæde, der greb Tusinder, ved at der
endelig igen var kommet En, som forstod at befale.
Men paa Moralens Omraade er han ikke anlagt til at
præke Lydighed. Tværtimod, anlagt som han er, ser han
vor moderne Pligtlæres Slaphed og Lavhed deri, at den
som højeste Moralbud endnu bestandig sætter Lydighed
istedenfor Evnen til at skrive sig selv sin Moral.
Den militære Skole og Deltagelsen i Krigen har
rimeligvis
*) Die Geburt der Tragoedie aus dem Geiste der Musik.
1872.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
