Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Anden Afdeling. Lassalle som Agitator - VII. Det Politiske. Agitationens Fremgang. Lassalles Triumftog. Kendetegn paa forestaaende Undergang og Anelser derom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
545
svang han det med Jubel, som stod han ved Maalet,
medens han i sine Tanker visselig overskuede sit
besynderligt omtumlede Liv, dette Liv, af hvilket to
hele Aar var tilbragte i Fængsler, dette Liv, som fem
nye Kriminalprocesser nu paa en Gang truede, et Liv,
der havde været som Ild og Storm, men dog med en
usynlig Harmoni, en Harmoni af Buestrengens Hvinen
og Lyrens Toner - og hans Hjerte svulmede under
den taknemmelige Skares begejstrede Tilraab. Men
i samme Øjeblik vendte Billedet sig for hans Blik;
alle de Sorger, han havde holdt tilbage overfor sine
Tilhørere, alle de truende Farer, de mislykkede
Forsøg, Slapheden, Uviljen, Hadet, Misundelsen,
Raaheden, Magten, mod hvilken han havde at kæmpe,
viste sig kolossale for hans indre Øje. Det var
Medaljens Bagside. Dagen forud var Efterretningen
naaet til ham om at han paany in contumaciam
(formedelst Udeblivelse fra lovlig Stævning) var
bleven dømt til fire Maaneders Fængsel, og han vidste,
at det rhinske Dommerpersonal næsten helt bestod af
Medlemmer af Fremskridtspartiet. Han vidste fremdeles
- at Arbejderforeningens Status langtfra ikke var
saa glimrende, som han fandt det klogt at skildre
den for dens varmeste Venner og som han i sangvinske
Øjeblikke saa den. Den slugte Lassalles Livskraft,
den fortærede hans efter Faderens Død meget betydeligt
voksede Formue og gik dog langtfra efter Forventning
frem. Bittert klager han paa denne Tid i Breve
over hvor ganske anderledes Alt kunde være, «hvis
Arbejderne havde gjort deres Pligt», og vel vidste
han, at hans Fjender var uendeligt mere virksomme end
hans Venner. Hvad Under da, at ogsaa Tanken om Død
og Undergang i dette beaandede og solbelyste Øjeblik
opsteg i hans Indre! Han sluttede denne sidste Tale,
han holdt til sine Tilhængere, med de Ord:
«Nu, jeg tænker at tilintetgøre disse to sidste
Domfældelser som saa mange andre. Men hvor stærk En
end er, overfor en vis Grad af Forbitrelse er han
fortabt! Dog derom bekymrer jeg mig lidet! Jeg har,
som I kan tænke, Ikke grebet dette Banner uden klar
Bevidsthed om, at jeg personligt kan gaa til Grunde
derved. (Stor almindelig Bevægelse i Forsamlingen). De
Følelser, der gennemtrænger mig ved den Tanke, at
jeg personligt kan blive ryddet afvejen, kan jeg ikke
sammenfatte bedre end med den romerske Digters Ord:
Exoriare aliquis nostris ex ossibus ulior!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
