Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Anden Afdeling. Lassalle som Agitator - Indledning. Hans Viljes agitatoriske Natur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474 Ferdinand
Lassalle
bliver Digter, eller naar han som teoretisk Jurist
graver sig ned i ny og gammel Ret, I intet af
disse Tilfælde føler man, at han lyder et Kald: han
vælger sig et Formaal og fører det igennem. Men til
syvende og sidst vil han hverken være lærd Jurist
eller dramatisk Digter eller klassisk Filolog eller
praktisk Sagfører. Det er derfor en dyb og træffende
Bemærkning, som F. A. Lange har gjort om Lassalle,
«at det juridiske Stof i hans Hovedværk vel staar
sammenarbejdet med ualmindelig Aandskraft, men dog
bestandig som sammenarbejdet netop med denne Ydelse
for Øje» (aber doch imraerhin zum Zweck dieser
Leistung erarbeitet).1 Det er umuligt bedre at
særmærke det af en Vilje vilkaarlig satte Formaal i
Modsætning til det Formaal, der sættes af et Kald. Men
Sagen er, som alt berørt, at netop denne Vilje var
Kaldet. Al Lassalles Villen havde bestandig været
af «agitatorisk» Natur, ikke i dette Ords gængse
Mening, men naar det tages efter sin Grundbetydning. I
Begrebet agitare, modsat agere (at handle) ligger den
stadige Griben af nye Udgangspunkter, den gentagne,
hvileløse, heftigt og uroligt fornyede Handlen. Hans
udvortes Agiteren var kun det endelige Kendetegn
paa den uafbrudte indre Agitation, hvori hans Vilje
havde eksisteret. Det var denne indre Agitation,
som var hans Liv og som blev hans Bane. Kun i sin
Vilje havde han tilfulde levet (som Goethe efter sin
egen Tilstaaede kun i sin aandelige Frembringen);
og det var denne Vilje, der som virkelig, det vil
sige som rettet paa betydningsfulde store Formaal,
gjorde ham uovervindelig; som rent formel, det vil
sige, naar Alt for denne Vilje gik op i det Ene at faa
sin Vilje, blev den hans Skæbne, hans Forbandelse og
tilsidst hans Død. Hans Styrke var Viljen, saalænge
deri stedse voksende tilbagetrængte eller overskyggede
de Lyster, Fristelser, Drifter eller Adspredelser,
der groede op omkring den og som i Ynglingens Sind vel
kunde lægge hans Studier og Planer Hindringer i Vejen;
den blev hans Ulykke, da den, opirret til det yderste
ved Modstand, under hans sidste Kærlighedshistorie
endte med at dræbe Kærlighed, Fornuft, Maadehold,
Virkelighedssans og nogle af de fineste Følelser i
hans Sind. Foreløbig satte den sig et Mindesmærke i
den mest rastløse Frembringen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
