Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
443
slumrer han blideligt ind og trækker sig tilbage
i det substantielle Urstof.*)
For saa dybt som muligt at begrunde den
religiøst-metafysiske Grundanskuelse, hvorpaa, efter
Lassalles Opfattelse, det hele romerske Arvevæsen
hviler, studerer han som Filolog Oprindelsen til
den Opfattelse, han som Jurist har følt sig slaaet
af. Han gaar tilbage til Folkets forhistoriske
Tid for at finde dens Ur-grund, der ingen anden
kan være end Religionen, i hvilken Folket altid
nedlægger sine ældste Erindringer. Han finder
da at denne Forestilling har sin aandelige Rod
i den gamle Manes-og Lår-Dyrkelse. Ved Manes
(de Afdødes Aander) forstaar Romeren ikke de
Døde. de Forgangne, men de Blivende. Begrebet
Manes ligger i Ordet manere (at forblive) ganske
fraset Afledningens sandsynlige Urigtighed; thi
saaledes afledede man i Oldtiden Ordet. De er og
bliver det samme, de var: Aandsindividualiteter,
altsaa i Overensstemmelse med det romerske Begreb om
Aands-individualiteten: Viljes-Subjekter, som har
deres Genstand i Yderverdenen. Oprindeligt brændte
Romerne ikke den Døde, men begravede ham i hans
Bolig, paa Skuepladsen for hans Viljes-herredømme,
og selv efter at Ligbrænding er indført, anses
Lararium, Huskapellet, for Aandernes Sæde. Saaledes
bliver da Larerne Skytsguder, Vogtere og Bevarere
af Huset, og forsaavidt samme Familie vedbliver
at bebo Huset, er de Familieguddomrae. Men kun til
Huset, ikke til Familien er de bundne, de er ikke
Forfædre, men Stedguddomme og bliver ikke i Familiens
Besiddelse, naar den flytter. Larerne er Magthaverne,
de Mægtige, potentes. Loren bevogter vel Stedet,
men ikke som Husgud; han beskytter kun Fl uset
som det hans Magt underlagte Omraade. Heri ligger
ogsaa, at hans Forhold til den nye Besidder ikke
kan være noget særdeles venligt; thi denne griber
jo ind i hans Magtomraade. For at formilde Laren og
Gudinden Mania fandt da i Roms ældre Tider formelige
Menneskeofre Sted, den nye Besidder slagtede sit eget
Barn ved Alteret for at Familien skulde forblive
uskadt. Allerede under Kongerne var denne Dyrkelse
’blevet forbudt i Rom; Tarquinius, der som Etrusker
staar Religionen nærmest, genindfører den; Junins B
ru tus gør Ende paa den,/ idet han befaler, at man
for at tilfredsstille Oraklet skal
*) Ihering: Scherz und Ernst in der J urisprudenz
S. 32, smlgn. ogsaa hans Geist des romischen Rechts
II 2, 533 ff. og III i, 247 og 295.
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
