Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Heyse
341
Under ridderlig Bejlen bortødsler han al sin Ejendom
og beholder kun en eneste Falk tilbage. Da den af
ham elskede Dame tilfældigt besøger hans Hus og han
intet Andet har at byde hende end den, lader han den
tilberede og sætter den for hende paa Bordet. Hun
erfarer, hvad han har gjort, forandrer pludselig sit
Sindelag og belønner hans Kærlighed, idet hun gør
ham til Herre over sin Haand og sin Formue.>
Heyse fremhæver, at der i disse faa Linjer ligger
alle Elementerne til en rørende Novelle, i hvilken to
Menneskers Skæbne ved et ydre Tilfælde, der imidlertid
udvikler Karaktererne dybere, fuldbyrdes paa den
smukkeste Maade, og han opfordrer derfor ogsaa den
moderne Fortæller til endog ved det inderligste eller
rigeste Stof først at spørge sig selv, hvor «Falken»
er, det Særlige, der adskiller denne Historie fra
tusinde andre.
Han har i det Krav, han stiller til Novellen, nærmest
gengivet det, han stiller til sig selv og som han
har opfyldt. Overalt i hans Prosafortællinger kan man
være lige saa sikker paa at finde en «Falk», som hin
Undersøgelsesdomrner var paa at finde en Kvinde. I
L’Arrabbiata er Biddet i Haanden <Falken », i Moderens
Billede Bortførelsen, i Fætter Gabriel det af Brevbog
for Elskende afskrevne Brev. I den danske og ægte
danske blandt Goldschmidts Kærlighedshistorier,
Henrik og Ro-salia, er Falken «den uromantiske Gris,
der har faaet et Ben i Halsen*. Læseren kan ved selv
hos Heyse at søge efter den nævnte vilde Fugl skaffe
sig et Indblik i Digterens Kompositions-maade. Ikke
altid er den saa let at fange som I de anførte
Tilfælde. Med en Opfindsomhed, en behændig Gratie,
der er saare sjælden hos en Ikke-Romaner, har
Heyse forstaaet at slynge og atter opvikle den
Begivenhedsknude, at stille og besvare det sjælelige
Spørgsmaal, som han i Novellen isolerer. Med et
sandt Mesterskab forstaar han at holde det enkelte
ejendommelige Tilfælde rent og skarpt novellistisk
ud fra den almindelige Kultureller Samfundstilstand,
hvori det er et Led, uden dog nogensinde derved som
de romantiske Novelleforfattere at berøve det sit
Virkelighedspræg og uden nogensinde at lade det løbe
ud i en blot Tankebraad. Hans Noveller er hverken
korte Romaner eller lange Fyndsprog. De har paa én
Gang Fylde og strengt sluttet Form. Og saa knap denne
Form end er, saa har den dog vist sig smidig nok til
at kunne optage det mest forskelligartede Stof. Heyses
Novelle anslaar mange Strænge, vel hyp-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
