Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 Paul
Heyse
teltes Sædelighed er uafhængig af hans Overbevisning
om overjordiske Ting, saaledes har han her villet
vise, at Kærligheden udenfor Ægteskabet som i
Ægteskabet kan være sædelig og usædelig, sand og
usand. Faa Hjertets Adel alene kommer det
ham an. .
. V . .’ . -
.. :
Heyse er som Digter umiddelbart udgaaet fra
Eichendorff. Som Helten i hans Novelle Em Abenteuer
synes han at have valgt sig den romantiske Døgenigt
til Ledsager under sine første Vandreaar.*) Hvor
han i en af sine Noveller (Lottka) indfører sig
selv som Yngling, synger han i den Eichendorffske
Tonart, og det er tydeligt, at han meget tidligt
har trallet de romantiske Vandremelodier efter med
sjælden Færdighed. I den Samling af romantiske
Børne-Æventyr, han som Skoledreng udgav under
Titlen Der Jungbrunnen, Neue Marchen von einem
fahrenden Schuler er Musje Morgenroth en kødelig
Broder til den berømte Eichendorffske Helt. Bogen
er Barneværk, men har dog som angivende Digterens
første Standpunkt sin Interesse. Den viser ogsaa
med hvilke Gaver han fra først af var udrustet: den
barnagtige, men aldrig smagløse Prosa flyder let,
og Versene, der staar betydeligt højere, er med al
deres Efterklang uaffekterede, sikkert formede og
friske. Han synger efter, men han synger rent; det
er den almindelige romantiske Taktart, men anslaaet
med ungdommelig Frihed og Ynde. At frembringe naivt
i Labans-alderen, det er allerede at være et Særsyn,
og det ualmindelige medfødte Herredømme over Sproget
sikrede den digtende Skoledreng imod Overdrivelser
og Kunstleri. Den Sprogsans, han sandsynligvis havde
arvet fra Faderen, den bekendte Filolog, udviklede
sig hos ham til en Sprogfærdighed, en Lethed til at
tumle med Ord og Rytmer, der allerede i den første
Ynglingealder ikke var langt fra Virtuositet. Denne
Sprogfærdighed betingede som et Grundelement i Heyses
Begavelse de øvrige Ejendommeligheder, som hans Talent
efterhaanden har udviklet. Han sang fra først af, ikke
fordi han havde mere paa Hjerte end de fleste Andre,
men fordi det faldt ham langt naturligere og lettere
end Andre at udsynge det, han havde paa Hjerter–Da
der ikke udfordredes stærke indre Omvæltninger eller
indgribende
*) Se ovenfor S. S. IV 386.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
