Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324 Paul
Heyse
For ham er den Alt: Alt, hvad der staar i vor
Magt, hvad vi udfører eller frembringer, bærer,
forsaavidt det duer Noget, usvigeligt dens Stempel,
og over Alt, hvad der ikke staar i vor Magt, over
hele vor medfødte Skæbne raader den umiddelbart,
almægtig og enevældig. Selv den ulykkeligste Kvinde
han har skildret finder, saa ilde behandlet hun
end er blevet af Skæbnen, en Trøst deri, at hun er
Naturens Barn, det vil sige, at hun ikke er blevet
forurettet «Naar mit Væsens Elementer, der udelukker
mig fra Lykken, har fundet hverandre i Kraft af en
stor blind Foranstaltning af Verdensløbet og jeg
maa gaa til Grunde ved denne Stjernernes Stilling -
saa er det fælt, men ingen uudholdelig Tanke. En
Gudfader derimod, der enten af Ligegyldighed eller
i Opdrager-Visdom lod mig usalige Skabning løbe saa
sørgeligt om mellem Himmel og Jord - for senere en
Gang l Evigheden at lade mig tilflyde en Naadegave til
Gengæld for den forfuskede Tid - nej min Ven, saadan
Noget kan ikke Alverdens Teologi gøre troværdigt for
mig.»
Saaledes tyr hos Heyse selv den, hvis Liv er mest
kvalfuldt forfejlet, til Naturbegrebet som den sidste
beroligende Tanke, og saaledes har han selv i sit Livs
smerteligste Timer tyet dertil, og Digtene Marianne
og Ernst over de to Børn, han har mistet, det Dybeste
og mest Gribende han har skrevet, er blevne tilbage
som Vidnesbyrd derom. Naturen er hans Udgangspunkt og
hans Maal, Kilden til hans Poesi og dens sidste Ord,
hans Et og Alt, hans Trøst, hans Credo.
III
Hvad han følger, dyrker, ærer og fremstiller, det
er da i Almindelighed udtrykt Naturen. Men som han
følger sin egen Natur, saaledes fremstiller han ogsaa
sin egen, og Grundtrækket i hans egen Natur er det,
at den er oprindelig harmonisk. En saadan Betegnelse
er meget vid og ubestemt. Den henfører vel nærmest kun
Heyse til Goethes Æt og passer lige saa godt paa den
store Mester. Hans Sjæleharmoni er imidlertid nærmere
bestemt ikke verdensomspændende, men forholdsvis
snever. Der er Meget, den udelukker, Meget, den
ikke forsoner, ja ikke en Gang berører. Ikke som
Naturforsker, men som Skønhedsdyrker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
