Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Berthold Auerbach
309
heller give Penge tilbage», sagde jeg. «Rigtigt,»
svarede Auerbach uforbløffet, «han kan ikke give
tilbage, men han beder ikke om noget.»
I sin ihærdige Arbejdsomhed var Auerbach Prøjser. Han
stod tidligt op, og begyndte alt paa fastende Hjerte
at diktere. Han tvang sig til Arbejdet. «Naar jeg,»
sagde han en Dag, «undertiden mærker, jeg er doven,
véd De saa, hvordan jeg gør? Jeg siger til mig selv:
Det nytter dig ikke noget Før du har dikteret dit
Stykke, faar du ingen Kaffe, ingen Aviser, ingen
Ting, nu ser du selv, at du maa arbejde.» Det var
iøvrigt langt fra, at hans Arbejde var til Ende,
saasnart han forlod sit Hjem. Han havde bestandig en
tyk Notebog og en Blyant i Lommen og jeg har aldrig
set ham deltage i nogen Samtale uden at han tog den
frem og og optegnede alt Mærkeligt, som blev sagt,
og ethvert slaaende Indfald, der under Samtalen foer
ham selv gennem Hovedet.
Hans Arbejdsværelse var et stort, mægtigt Rum, hvor
han gerne modtog efter sit Middagsmaaltid. Mellem 6
og 7 var man altid velkommen paa en Kop Kaffe. Han
boede de første Aar efter Krigen i Konigin-Augusta
Strasse, men flyttede snart hen i en prægtig
Lejlighed i den smukke og dyre Hohenzollernstrasse,
(faa Huse fra Spielhagens Bolig), hvor han boede til
sin Død. Jeg husker, at han i den forrige Lejlighed
havde en meget smuk Statuette af Barfussele paa sin
Kakkelovn; i det nye store Arbejdsværelse var Væggene,
saavidt jeg mindes, kun dækkede med Bøger. I den
ene Ende af Stuen stod et Møbel, i hvilket Auerbach
opbevarede de indløbende Breve. Med et stort Barns
Selvfølelse tog han gerne ud deraf nogle Breve fra
Konger, Dronninger eller fyrstelige Personer og
opfordrede En til at læse. Eller han tog Sukkergodt
i Guldpapir ud deraf og bad En tage det med til Ens
Børn. Auerbach havde intet egenligt Hjem; det var
en Sag, som hele Berlin vidste, som han selv ikke
lagde Skjul paa og som han nu og da endog antydede
i Breve, at hans Husliv var ulykkeligt. En hel
Række Skikkelser i hans Bøger forstaas først ret,
naar man har denne Kommentar. Imidlertid var han
meget inderligt knyttet til en af sine Sønner, hans
fortrolige Ven: «Det er min Søn,* sagde han en Gang,
da han tbrestilte os for hinanden, til mig, - «ikke
et Geni,» tilføjede han med troskyldig Forfængelighed,
som maatte Sligt nødvendigvis forudsættes om hans Søn,
«men et herligt Menneske.» Iøvrigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
