Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Berthold Auerbach
305
sine talrige Folkekalendere gjort den jævne
Mand delagtig i de mest Udvikledes Dannelse og
Livsbetragtning, havde nu og da ogsaa med Forkærlighed
valgt jødiske Æmner for at bidrage til at sammensmelte
tyske Borgere af hans egen Stamme med de tyske
Borgere af germansk og slavisk Afstamning til et
eneste Folk uden Hensyn til Bekendelsernes eller
Racernes Forskellighed; han havde sat sit Livs Ære,
sin Stolthed i dette Arbejde, han troede det næsten
fuldført, Drømmer, Tænker og godtroende Barn som
han var, og saa - da han nærmede sig «Støvets Aar»
- med ét dette Skraal fra de forskelligste Sider,
at han var en Fremmed i dette Folk, helst burde
gaa sin Vej, ikke regnedes med - denne Hagl af
Skældsord, der traf hans aabne Pande som Stene, det
elementære, dyriske Had, der skruede sig op omkring
ham og lagde sig om hans gamle varme Hjerte som Is -
det forvirrede ham først, gjorde ham usikker i sin
-Tro paa Tidsalderen, paa dette store Tyskland,
han havde tilbedt, paa Menneskeheden og Fremtiden;
nu og da undslap der ham saa et vildt Raab af Vrede
eller Smerte som i hint Svarbrev til Forfattermødet
i Wien, at han først nu forstod Sagnet om den Mand,
der i én Nat blev gammel; saa forstummede han.
Jeg sad forleden i en festlig Kres i den ved Heines
Digt og HaufFs Fantasier berømte Raadhuskælder i
Bremen. Halv-andethundredaarig Rhinskvin blinkede i
Glassene for os, da min Nabo ved Bordet hviskede mig i
Øret: «De har vel hørt, at Auerbach er død.» Jeg satte
Glasset fra mig og min Feststemning var borte. Ikke
at jeg har staaet den Afdøde særligt nær; jeg var en
af hans tusinde Bekendte. Men han var mig kær og han
gav enhver af os Tusind sit Venskab og sin Interesse
helt. Det er store Hjerters Særkende. Spidsborgerne
troede det ikke muligt, at en Mand, der kendte
Alverden, der havde Venner i hver Gade i Berlin, i
hver By og hver Landsby i Tyskland, talrige Beundrere
i alle Lande - at han kunde mene noget Virkeligt
med den inderlige, patriarkalske Deltagelse, han
følte for alle dem, der kom til ham og til hvem
han kom. Men Auerbach var saaledes. Denne Mand,
der var en Arbejder i største Stil, og som umuligt
hvert Øjeblik i sin Erindring kunde mønstre alle sine
Bekendte, denne Mand, om hvem jeg har hørt Folk sige:
«Han holder af En, mens han ser En», mindedes alle,
fulgte alle, havde en brændende, uudslukkelig Længsel
efter at være elsket og, afholdt af alle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
