Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - José Maria de Heredia (født 1842)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 Fransk
Lyrik
tagne. Med deres store Hovedtøjer af Linned, i deres
simple Dragter af Uld og Sirts, er Fiskernes Kvinder
samlede paa Stranden. De knæler, stirrende ud over
det fraadende Hav. Mændene er borte paa Fangst, men
hvor mange af dem vil vende tilbage! Og den klagende
Sang hæver sig over Havets Brølen, anraabende den
hellige Stjerne, som er Sømændenes Haab i Farer, og
Aften-sangsklokkernes Lyd, Englehilsenen, under hvis
Toner alle disse mørke, solbrændte Pander bøjer sig,
flyver fra Taarn til Taarn og hendør i den blegrøde
Himmel.
Atter her er det Kastels- eller Fæstningsagtige i
Sonetten sprængt, denne Gang af et angstfuldt Haab,
der stiger mod Himlen.
I Sonetten Armor endelig har Heredia manet Havets
Umaa-delighed ind i de fjorten Linjers snevre
Ramme. Verdenshavet stiger her i Bretagne for hans
Øjne over den røde Lyngmark; det slaar sine grønne
Søers Salt over Skærenes sorte Granit, og, slutter
han, «mit Hjerte drak sig en Rus i Vidderne og den
uforfærdede Storm».
Naar han henflytter sig til Japan, formaar han i
en Sonet at gengive en Japaneserindes Følelse for
sin Helt. Det virker som japansk Cloisonné, som
Emaljemosaik med indlagte Metalstriber. Man kender
fra Udstillinger af gammeljapansk Kunst disse Krigere,
klædte i Panser og Plade, med Masker for Ansigtet: Den
Skønne sidder med sin Strengeleg i Skødet og rører den
adspredt med en Finger, da hun gennem Bambusgitret ser
den sejrrige Helt, som hendes Kærlighed drømte om,
nærme sig paa den blændende hvide Strandbred. Det
er ham. Med en Sabel ved hver Side, med Viften højt
i Vejret skrider han frem. Det røde Skærf og den
Skarlagens Kvast fremhæves af den mørke Rustning,
og paa Skuldren skinner Hizen’s eller Tokungawa’s
Vaaben. Denne skønne Kriger, klædt i Klinger og
Plader, ligner under Broncen, Silken og den glimrende
Lakering et Skaldyr, kæmpestort, sort og rødt. Han
har set hende. Han smiler i Maskens Skæg og hans nu
raskere Fjed faar de to Følehorn af Guld, som skælver
paa hans Hjælm, til at lyse i Solen.
Her aabnes visselig ingen Horisont, men der burde
heller ikke aabnes nogen. Dog Billedet er fuldendt;
her er ikke et Ord for lidt og ikke et eneste
Fyldeord:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
