Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885) - Leconte de Lisle (1818–1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 Fransk
Lyrik
Men dette Maleriske og Musikalske er dog blot Middel
til Fremstilling af Ideen om Geniet som Præst og
Fører. Det er det Personlige, i Grunden Hugos eget
Jeg, som i Virkeligheden ligger ham på a Hjerte.
Den af hans Disciple, der gav den franske Lyrik et
nyt Præg, var Théophile Gautier. Hos ham blev det
rent Kunstneriske Maalet. Aldrig forfægtede han i
sin Lyrik en Kunsten uvedkommende Sag.
I lige Linje fra Gautier nedstammer den Lyriker,
der indtil det sidste Tiaar med Baudelaire har delt
Herredømmet over den ikke altfor store Læseverden,
som Lyriken kan regne paa - Leconte de Lisle, den
strengeste Mester i Versets Kunst, som Frankrig
til hans Dage havde set. Leconte de Lisle vilde for
ingen Pris underholde Publikum med sit private Jeg,
dets Sorger, Ønsker og Glæder. Han slog ind paa en
helt upersonlig Retning i Lyriken.
Som Menneske var han let bevæget. Hans Ungdoms
Breve, der udgaves efter hans Død, viser ham som en
naiv og moderne Personlighed, en ivrig og ildfuld
Republikaner, der ved sin Deltagen i de politiske
Bevægelser 1848 ødelagde sit Forhold til sin kreolske
Familie paa Øen Bourbon og derfor længe maatte kæmpe
med yderlig Fattigdom. Dog ingen personlig Oplevelse
er meddelt i hans Digte. De drejer sig ikke om hans
Sjæleliv, men om Hellas og Indien, Island og Skotland,
og Øen Bourbon, hvor han fødtes. Han haanede Hugo’s
personlige «Opstød*, vilde ikke kostymere og maskere
sig som Urtidsmenneske eller Østerlænding, men gøre
et ærligt og ædru Forsøg paa at genfremstille fjern og
fremmed Ejendommelighed, koldt men mægtigt. Og da han
gik ud paa at drive fransk Lyrik ind i en ubetinget
kunstnerisk Retning, saa tog han Afstand fra Alfred
de Mussets tekniske Jaskeder omtrent som de samtidige
engelske Digtere tog Afstand fra Byrons. Platens
adskilligt tidligere Bestræbelser i Tyskland danner
der et enestaaende Lighedstilfælde. Snart flokkede sig
Fæller og Elever om Leconte de Lisle. Med Banville,
Coppée, Catulle Mendés og andre indgik han det Forbund
af unge Poeter, som efter Titlen paa en Digtsamling
fik Navnet Parnasset og som tilstræbte de fasteste,
mest fuldkomne Vers med de nøjagtigste, lødigste og
fuldest klingende Rim.
Ingen af dem naaede Leconte de Lisle i Fremstillingens
Anskuelighed og maleriske Kraft. Her to Strofer,
hvor han skil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
