Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
251
det franske Sprog, atter leve i Paris, atter leve! thi
den Lands-forviste levede neppe halvt.
Hugo dømte Ingen, der tog mod Napoleons
Benaadning. Men skønt han visselig saa fuldt som
Nogen længtes efter Frankrig, saa var han selv dog
altfor stolt og stor dertil, vidste ogsaa for godt
hvad der ikke tog sig ud. Han slængte Napoleon
Amnestien tilbage i Ansigtet. Og da var det, at
alle Europas reaktionære Aviser begyndte Skraalet om
Hugos ubeskrivelige Affektation. Den Skabhals, den
Kujon, (thi at han var fejg, det var Troesartikel)
den forlorne Socialist, den Hykler, den Gnier! Det
var bedre om han med sin Socialisme i al Stilhed
havde givet sine Millioner bort til de Fattige,
end at han nu sad paa Jersey rig og fed og skabede
sig som Martyr, da dog Frankrigs mægtige og milde
Kejser havde benaadet Skraaleren og han kunde vende
hjem, naar han selv vilde. Hugo var ikke ung mere;
han kunde ikke vente mere at faa sit Land eller sine
Kæres Grave at se. Der var ingen Sandsynlighed for
at han kunde overleve Kejserdømmet i Frankrig. Men
i 18 Aar sveg han ikke, fortrak han ikke en Mine
i sit ubønhørlige Dommeransigt, medens Vennerne
hjemme i Frankrig svigtede ham og Vennerne blandt de
Landsforviste tog Afsked og forsvandt.
Lad være, at der var noget Opstillet i hans
Holdning. Men naar han tilsidst stod næsten alene,
saa var det fordi han var dette Enestaaende: en Mand.
Og da saa Kanonskuddenes Bragen ved Sedan meldte
Kejserdømmets Dødsdag, da Republiken blev rejst, og
da den store Olding atter betraadte Frankrigs Grund i
det Øjeblik, da alle de Rædsler han havde spaaet, alle
de Straffedomme, han profetisk havde forudforkyndt,
brød ind over det Land, der havde givet sin Skæbne
i en Morny’s, en Rouher’s, en Ollivier’s Hænder,
fra da af var det ikke blot Ærefrygt, franske Hjerter
følte for ham; det var Andagt. I mange af den højeste
Dannelses Krese som i det fattigste Arbejderkvarter
var han tilbedt.
Allerede længe havde hans Navn været som et Trylleord,
fremkaldende en saadan Hær af Minder, at det var,
som havde det en særegen Vægt, endog adskilt fra
Personligheden, der bar det. Man fortæller om en
simpel Mand, der undertiden paa Jersey kom for at
besøge Hugo, at han en Dag i Anledning af Navnet paa
Døren halvhøjt fortabte sig i denne Overvejelse:
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
