Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Marcel Prévost (født 1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selv, af Angst for at komme til at slaa sit
Afgudsbillede i Stykker; thi hvad han tilbeder hos
hende, er netop hendes legemlige Uberørthed.
Tvedragten mellem Kødet og Aanden er lige saa
dyb hos denne Skribent som i den katolske Kirke,
og Marcel Prévost er stundom ikke saa langt borte,
som man skulde tro, fra en Tolstojs yderligtgaaende
Lærdomme.
Romanen En Kvindes Efteraar staar meget over
Bekendelsen; den indeholder nogle Sider, man ikke
glemmer. Bogens unge Mand er i Fortvivlelse rejst fra
Paris til Homburg. Der forekommer her en Beskrivelse
af hans Ensomhed midt i det larmende Virvar, som
Lediggængerne ved et Badested udgør, der fængsler
Opmærksomheden som en virkelig Dagbog eller som
Forfatterens personlige og private Optegnelser. I En
Kvindes Efteraar er Rollerne byttede om. Her er det
den unge Mand, som er den angribende Part, og den
modne Kvinde, som forsvarer sig. Men her som i den
tidligere Roman er han fem og tyve, hun fyrretyve
Aar, og her som dér varer deres Forbindelse tre
Aar. Endelig er i begge Bøger det, han elsker hos
Kvinden, hendes Pletfrihed. «Vi vil, siger han, neppe
have mere Glæde af hinanden, ifald hun bliver min
Elskerinde, og noget af vor Ømhed vil da gaa tabt.»
Forfatteren har villet gøre Maurice helt forskellig
fra Frédéric, Helten i den anden Bog; Maurice er
en ung Mand, som er forkælet af Kvinderne, meget
erfaren, snarere udsvævende end afholdende, og dog
har han i lange Tider overfor den Kvinde, han elsker,
ganske som Frédéric kun det Ønske at berolige hende,
at se hende lykkelig. Han hører til deres Kaste,
hvem Forfatteren kalder de sande Følsomme: «Hvis de
véd sig elskede, bryder de sig lidet om det drager
i Langdrag med Besiddelsen af den Elskede. Hvad de
attraar, det er altid Hjertet.*
Kan man tvivle om, at Marcel Prévost betragtede sig
selv som en af de sande Følsomme? Skulde han ikke
her have malt sig selv som Yngling? At et og samme
Træk saa haardnakket vender tilbage, røber det som
personligt, selvskildrende.
Den Marcel Prévost, som er Forfatter til Breve fra
Kvinder og Nye Breve fra Kvinder, er ganske vist en
helt Anden. Der er i ham ikke saa megen Strenghed,
som der kan ligge paa en Negl, og ikke mere Moral,
end man kan vente at finde hos en Medarbejder af Gil
Blas. Hos ham er ogsaa ganske forsvundne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
