Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Guy de Maupassant (1850–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guy de Maupassant
187
gelsesevne, vistnok tildels betinget af Lysten til
at kunne leve uafhængigt og tjene mange Penge, men
dog mest betinget af den Lethed og Kraft, der udgør
dette Talents Natur.
Ret paafaldende er det, at Maupassant, saa lidet
lyrisk som han synes, har begyndt sin Bane som lyrisk
Poet. Og oven i Købet med gode Vers. Der er Prosaister
blandt Digterne i Frankrig, som andensteds, der
nærer Uvilje mod Rimets Kunst og aldrig har skrevet
det Ringeste i bunden Stil. Goncourt, Huys-mans er
Saadanne Undtagelser. Men selv de store Prosaister,
som Zola og Daudet, har tidligst skrevet Vers;
det stadfæster sig hos disse Enkelte, som hos hele
Folkeslag, at Verset er den oprindeligste sproglige
Form.
Daudet udgav først en Samling lette og friske erotiske
Digte (Les amoureuses); Zola udgav vel intet Sligt,
men skrev i sin tidlige Ungdom en Mængde Digte,
allesammen Efterligninger af Alfred de Mussets Poesier
(nu trykte i Paul Alexis’s Levnedsbeskrivelse af
ham). Saa famlende har han maattet søge sin Vej.
Maupassants Vers, som er skrevne i modnere Aar end
Zola’s. overgaar langt dennes i Oprindelighed; men
sammenligner man dem med en egenlig lyrisk Digters
af samme Slægtled, er Indtrykket naturligvis ikke
rigt. Richepin har med sin viltre Natur strakt sig ud
og boltret sig i sine melodiøse og mangeartede Vers
.i sine Gade- og Vagabund-Viser, i den fortræffelige
Samling af Elskovsdigte, som fører Titlen Kærtegn
(Les Caresses), i den grovere Samling Gudsbespottelser
(Les Blasphémes) og i den friske Digtkrans Havet. Han
er Sanger, om end ofte nærmest Taler; Maupassant
er en kæk Prosaskribent, som har Verseformen i sin
Magt. Det er derfor alene den uoplukkede, uoprullede
Kærne i hans Væsen, som man finder i de kun tyve
Digte, han udgav under den beskedne Titel Des Vers.
Mest iøjnefaldende er her en mægtig Sanselighed, sund,
men heftig som under Dyrenes Parringstider. Dette
Træk kan synes lidet ejendommeligt, da en stærk
Sanselighed ikke er nogen sjælden Egenskab hos franske
Digtere. Men den findes hos Andre ikke af den Art.
Zola f. Eks. er sanselig paa helt anden Vis, omtrent
som Richard Wagner er det. Han skildrer i Reglen,
sorn Wagner, en evindelig Higen og Attraa, der ingen
Næring finder, eller finder den "altfor sent eller
trods Alt forbliver bestandig utilfredsstillet. Man
mindes det unge Par i La fortune des
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
