Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
151
medens Kirken gøres ren. De er komne for sent, og
mens Degnen fejer, giver den -gnavne Præst dem en
kort og skødesløs Velsignelse, som var de komne til
at tage hinanden tilægte i en Mellemtid mellem to
rigtige Messer, «medens Vorherre netop var gaaet ud».
I Huset, som Gervaise beboer, findes et Farveri, og
det Vand, der strømnier ud derfra, afspejler stadigt
den stakkels Heltindes Stemning. J)a hun flytter ind
med godt Haab for Fremtiden, er Vandet lysegrønt (d*
u n vert pomme tres tendré); hun skrider smilende
hen over Rendestenen; hun ser i Vandets l^arve et
lykkeligt Varsel. Saalænge det gaar hende godt,
faar de tre Alen Rendesten foran hendes Bod en uhyre
Vigtighed for hende, bliver til en bred Flod, som
hun vilde have skulde være meget renlig midt i alt
Gadens sorte Skarn, en underlig og levende Flod, som
Farveriet i Huset farvede alt efter hendes ringeste
Luner. Da hun tilsidst helt er gaaet til Grunde,
da hun falbyder sig af Sult og en Aften vender hjem,
efter til sin dybe Beskæmmelse at have mødt Goujet
(den Mand, hun har elsket) i sin Fornedrelse paa
Hungerjagten efter Mænd, da er Vandet blevet en
rygende Sump, der aabner sig et smudsigt Afløb i
de rene Omgivelser. Og Zola tilføjer til yderligere
Tydelighed: «Det Vand havde hendes Tankers Farve. De
var henrundne, de smukke Strømme af Lyseblaat og
Lyserødt!»
Undertiden har disse sindbilledlige Smaatræk hos Zola
en overordenlig Ynde. Saaledes et i Romanen L’oeuvre,
der iøvrigt kun daarligt magter sit Stof. Maleren
Claude skal udstille for første Gang, vel at mærke paa
Udstillingen af de forkastede Billeder. Den Morgen, da
. Udstillingen skal aabnes, skildres i hans Atelier:
«Guldblads-Smuler fløj omkring, thi da han ikke havde
Raad til at købe sig en forgyldt Ramme, havde han
ladet fire Brædder slaa sammen af en Snedker og havde
selv forgyldt dem.» Vi oplever hans Nederlag, der
hidføres af Publikums Raahed og Uforstand. Kun En tror
for Alvor paa ham, hans Veninde, Christine. Han finder
hende ventende i Atelieret, da han helt nedbrudt sent
paa Aftenen vender hjem. Hun har aldrig tilhørt ham,
men rørt over hans Ulykke, i kvindelig Trang til at
trøste og genoprette, hengiver hun sig nu til ham i
en Storm af Lidenskab. Dog Zola har ikke glemt hine
Guldblads-Smuler, som han to Ark tidligere talte
om; deres Bestemmelse var ikke blot at forgylde en
Ramme. Nu kommer de til An-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
