Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
143
Nu er Spørgsmaalet det: hvorvidt denne Ejendommelighed
omformer det, sorn først hed Skabningen, saa Naturen.
Thi Eftertrykket ligger paa dette Led. Zola kaldte
sig jo senere Naturalist efter Genstanden, ikke
Personalist efter Temperamentet.
Spørgsmaalet er altsaa: Er det af Temperamentet
omdannede Stykke Natur endnu Natur, det vil sige:
Natur for de Andre? Naar ophører den omformede Natur
at være Natur?
Naar jeg maler en nøgen Mandsskikkelse, .saa maler
jeg Natur. Fremstiller jeg et Bjerglandskab, saa
maler jeg Natur. Naar jeg (som Bocklin) maler den
straffede Promelheus uhyre, hvilende højt oppe i
Taagen udspændt over Bjergenes Tinder, er saa dette
Natur eller ej? – Naar jeg maler et Skelet, saa
maler jeg Natur. Naar jeg maler Døden som Skelet,
er det da endnu Natur? Naar jeg (som Max Klinger)
maler Døden som Skelet, der en tidlig Morgenstund
midt i et blomstrende Sommerlandskab forretter sin
Nødtørft, er Naturen da dræbt af Temperamentet?
Man ser, hvor let det Naturlige glider over i det
Fantastiske. Og naar man læser, hvorledes Zola som
Kritiker forsvarer sin Synsmaade, opdager man ogsaa,
at Braadden hos ham er rettet mod den saakaldte
historiske Kunst, medens den fantastiske lades ude
af Betragtning. Zola har aldrig nøjagtig udtalt,
hvilken Art af Fantasivirksomhed det er, som han
bekæmper. Men hvad han egenlig vil tillivs, det er
den løse Opfindsomhed, den Indbildningskraft, der
svæver over og udenom Genstandene og Mennesket.
Det var en Gang Digternes Stolthed, at deres Fantasi
frit kunde føjte om mellem Nordpol og Sydpol. Men
man behøver ikke at rejse saa langt efter Naturen.
Det hedder hos Oehlenschlager om Digteren:
Til alle Hjørner kan han frit sig vende og fare
stoltelig i Mag fra Verdens ene til dens anden Ende
paa en begejstret Ungdomsdag.
Der er Ingen, som vil nægte ham Pas; men
Spørgsmaalet er, om der kommer Noget ud af alle
disse Farter.
Paa Hippogryfen Sølvergraa
han gennem Tiden svinger sig i Rummet
som Fuglen gennem Luftens Blaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
