Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alphonse Daudet (1840–1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Alphonse
Daudet
virker gribende. Man tror paa det, som her sker,
fordi man føler, at man under lignende Forhold vilde
handle ligedan.
Sappho er maaske Daudets ypperste Værk, et Mesterværk
af mønstergyldig Kunst. Mandig er Alvoren i Sappho,
fordi den ikke gyser tilbage for nogen Grusomhed, der
ligger i Æmnet. Sappho’s Karakter bestaar aandeligt
af Lag; enhver Forbindelse, hun har knyttet, har
efterladt et Bundfald af forskelligartet om end
overfladisk Kundskab. Den bestaar ogsaa sædeligt
af Lag: Slaphed, Godhed, Urenhed, Lavhed, Heltemod,
opofrende Elskov, sund Ligevægt, Hjemve efter Smudset,
Længsel efter den rolige Lykke med Falskneren, hun
ikke vil glemme. Daudet viste sig i dette snevre
Æmne mangfoldig og frodig. Han er her som overalt
i sin gode Tid sandhedstro og dog Stilist, munter,
nervøs, øm, lattermild, grædefærdig, haard, energisk,
Alt med de hurtigste Overgange.
Hans Komposition er imidlertid her som ellers
fuldstændig overskuelig; han viser sig i dette Punkt
som en ægte Latiner. Der ligger stadig et strengt,
fastbygget Skelet under Fortællingens yppige, nervøse
Legem og Liv.
Man mindes Indledningen til Sappho, i hvilken den
unge Mand bærer Heltinden op ad sine Trapper: Han tog
første Etage i et Spring, et Aandedrag, lykkelig ved
at føle de to nøgne Kvindearme om sin Hals. Anden
Etage besteges langsomt, uden Fornøjelse. Hun blev
tungere, han følte Jernet af hendes Spænder trykke
sig ind i hans Kød. Ved Opstigningen til tredje Sal
stønnede han som En, der flytter et Fortepiano. Hun
sagde: Hvor jeg føler mig vel! Men de sidste Trin
var frygtelige, uendelige, en uendelig Spiral. Det
var ikke mere en Kvinde, han bar, det var noget
Frygteligt, som kvalte ham og som han havde Lyst til
at kaste fra sig med Vrede. Og saa slutter Daudet
Kapitlet med disse Ord: Det var deres hele Historie,
denne Gaaen op ad Trappen i den tidlige Morgenstund.
Hvilken latinsk Enkelthed i Kompositionen og hvilken
streng, skematisk Nøgenhed!
Sappho har med alle sine store Fortrin noget vist
Opdragende i sit Grundanlæg, hvad ogsaa Tilegnelsen
til Forfatterens Sønner, «naar de bliver tyve Aar»,
beviser.
Daudets Roman Konger i Landflygtighed er derimod
fri for ethvert Opdragelsespræg. Denne Bog er et
Angreb paa Kongedømmet, vel ikke saa frigjort for
Ærbødighed overfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
