Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alphonse Daudet (1840–1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alphonse Daudet
129
saa de sidste overlevende af den store
Armé’s Generaler forsvinde en for en.»
Der gives Bøger af betydelige Forfattere, som blot
ti Aar efter at de udkom, har mistet saa meget af
deres Tiltrækning, at en ny Gennemlæsning fra Ende
til anden er meget vanskelig Det gælder f. Eks. om
adskillige af Zola’s Romaner, der med alle deres
Fortrin er saa tunge, saa vidtløftige, saa rige
paa Gentagelser. Det gælder ikke om Saadanne
Bøger som de bedste af Daudet’s. Det er en næsten
ublandet Fornøjelse paany at gennemlæse Kongerne i
Landflygtighed, Naboben, Sappho, Den Udødelige og
de tre forskellige lige lystige Bøger om Tartarin,
som Løvejæger i Afrika, som Turist i Schweiz og som
oversøisk Kolonist hinsides Verdenshavet.
Daudets Ydre var bekendt ogsaa udenfor Frankrig. Hans
uhyre sorte Haar med det smukke Fald havde til hans
Død næsten intet mistet af dets Farve. Han havde de
skønneste, meget alvorlige Øjne og den mest indtagende
Stemmeklang. Hele hans Væsens Tiltrækning var i denne
Stemme, hvis varme og melodiske Lyd straks vandt Ens
Hjerte. Hans skønne og alvorlige, sørgmodige Øjne
røbede de Kvaler, om hvilke Munden tav og desuden
Alt, hvad der var i ham af Medfølelse med Andres
Lidelser. Som ung Mand maa han have været dejlig.
Naar Alphonse Daudet omtrent siden 1888 ikke mere
har frembragt noget Arbejde af større Omfang,
maaske neppe heller nogen Novelle af aller første
Rang, saa beror det paa, at en yderst smertefuld
Rygmarvssygdom, der indfandt sig i Sommeren 1885 og
snart lammede begge hans Ben, gjorde ham Arbejde for
fuld Damp umuligt. Men paa samme Tid som Sygdommen
naturnødvendigt formindskede hans Evne til større,
dristigere Kompositioner, gav den hans Menneskevæsen
en ’ny Alvor og derigennem en højere Værdi, der
ogsaa kom hans Frembringelser til Gode. En almen
Deltagelse, en ganske usædvanlig Menneskelighed
besjælede hans Væsen, gjorde ham mere fintfølende og
mere mildtdømmende end han i sin Ungdom havde været.
Hans Lidelser skildredes af hans Nærmeste som
frygtelige; men selv holdt han ikke af at tale om dem,
eller endog blot at hentyde til dem.
Alphonse Daudets inderste Væsen var en dyb, rørende
Godhed, der skimtedes i hans Tale og kom tydeligt
til Orde i ad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
