Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126 Edmond de
Goncourt
Datteren træde i sit Sted.» Datteren vidste, at hendes
Moder var berømt selv i fremmede Lande. - Vi var ene i
den lille Spisestue, hvis Vægge er dækkede med smukke
Tapeter i Watteau’s Manér, og Talen faldt, som det
var naturligt, først paa Alphonse Daudet, et af de
Omraader, hvor der fanåtes fuldest Overensstemmelse
mellem Værten og hans Gæst. Ingen, der kender Daudet,
kan lade være at skatte hans Personlighed endnu højere
end hans Talent. I elleve Aar har han nu været syg,
men Lidelsen har, langtfra at gøre ham egenkærlig,
kun forøget hans rige og dybe Menneskelighed. Jeg
sagde: De har i det Hus, i den Familie Hjerter,
De kan stole paa. Han svarede: Det er min Familie,
mit Hjem. - Det slog mig, som han og Daudet stemmede
overens i alle Domme om Personer. Man mærkede, at
de havde talt saa længe med hinanden om alle mulige
Æmner, at Forskellen i Opfattelsen havde udjævnet
sig og fuld Overensstemmelse var indtraadt. Goncourt
havde et skarpt Blik for ethvert Fortrin hos Daudet,
og han vurderede hans ypperste Bøger højest. Sappho
var ham dog kær fremfor de andre. Daudet havde vel
Øje for den Selvopfyldthed, der med Aarene gjorde
sig gældende hos Goncourt, men han fandt den saa
uskyldig og saa undskyldelig, at det var ham umuligt
endog blot at trættes ved den, mindre at han skulde
tage den ilde op. Kun den altfor aabenhjertige Maade,
paa hvilken Goncourt i sine Dagbøger undertiden har
talt om ham og hans var ham, saa god end Meningen og
saa velvillig end Omtalen var, aldeles ikke tilpas.
Det er jo ogsaa utvivlsomt, at disse saa særegne
Dagbøger af og til bringer Indiskretioner, heller
ikke sjældent ubetydelige Bemærkninger, og at de
undertiden stiller udmærkede Mænd (som Taine eller
Renan), hvis Filosofi var Goncourt en lukket Bog,
i et ganske urimeligt Lys. Ikke desmindre indeholder
de en Fylde af Liv, bringer en rig Samling Portræter
af Samtidige og talrige fortættede Samtaler,
grebne i Luften og gengivne med en Evne til at
fastholde det Øjeblikkelige, som neppe forekommer
saa slaaende andensteds. Disse ni Bind, af hvilke
de tre første har begge Brødrene til Ophav, staar
i det Hele værdigt ved Siden af de to Romaner, som
Edmond skrev i Firserne, La Faustin og Chérie, den
første den fine og dybe Ransagelse af en stor fransk
Skuespillerindes Temperament og Sjæleliv, den anden
en noget pinligt omhyggelig, næsten videnskabelig
Studie af et tidligt modnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
