Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EDMOND OG JULES DE GONCOURT
(1882)
I
En Dag i Juni 1870 bevægede i Paris et ikke synderligt
stort Ligfølge sig til Fods fra et Hus i Auteuil
til Kirkegaarden i Mont martre. Man læste ægte Sorg
i de Mænds Ansigter, der udgjorde det lille Tog,
som bestod af Kunstnere, Skribenter, Filosofer og
nogle Slægtninge. Men i Følget var der En, som gik
umiddelbart bag efter Kisten, og for hvem Gangen
fra Sørgehuset til Graven syntes at være som den
Dødsdømtes Gang fra Fængslet til Skafottet, En, hvis
ædle Ansigt syntes forstenet i Smerte, hvis Øjne var
blændede af Taarer og hvis Skikkelse, skønt støttet
af en Vens Arm, hvert Øjeblik vaklede «som havde han
faaet Fødderne indviklede i en Flig af Ligklædet*.
l Kisten laa den 39aarige Jules de Goncourt, Raderer,
Akvarelmaler, Historieskriver og Romandigter. Edmond
de Goncourt var ved Tabet af sin eneste Broder, der
havde været langt mere for ham end den ene Broder
ellers plejer at være for den anden, bleven ti Aar
ældre.
Han havde Dagen i Forvejen staaet ved Dødslejet. Den
Dødes Pande havde slaaet Rynker, hans Øjne havde
aabnet sig paany, hans glasagtige Blik syntes at
udtrykke en uhyggelig Længsel, en usigelig Forundring,
en kvalfuld Harme over Skæbnen, der paa én Gang
havde tilintetgjort alle hans Forhaabninger om
endelig Anerkendelse og sildigt Ry og overskaaret
et broderligt Venskab, der sjældent har havt sin
Lige. Medens Døden i Reglen dækker de Ansigter,
som den berører, med en Maske af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
