Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88 Gustave
Flaubert
saasnart en saadan Masseofring var fastsat, og den
enkelte Begivenhed hæver sig uforglemmelig frem fra
denne Baggrund. Hamilkar styrter ind i sin Datters
Værelse, griber med én Haand Hannibal, med den anden
en Snor, der ligger paa Gulvet, snører Hænder og
Fødder sammen paa Drengen, putter Resten af Snoren
ind i hans Mund som Knevl og skjuler ham under
en Seng. Saa klapper han i Hænderne og forlanger
i al Hast et Slavebarn paa 8 til 9 Aar med sort
Haar og fremspringende Pande. Man bringer ham et
fattigt Barn, der paa en Gang er magert og oppustet,
hvis Hud er saa graa som Pjalten om hans Lænder,
og der gnider sine daarlige Øjne med Bagen af sin
Haand. Hamilkar fortvivler. Hvorledes er det muligt
at forveksle denne Dreng med Hannibal? Men Minutterne
er kostbare, og trods sin Modbydelighed giver den
stolte Rigsforstander sig til at vaske, gnide,
salve det usle Barn, giver det en Purpurdragt paa
og befæster den om dets Skuldre med Diamantspænder,
og Drengen smiler, lykkelig over al denne Pragt,
og begynder at klappe i Hænderne og hoppe af
Glæde. Hamilka gaar bort med Barnet. Men da han
nede i Slotsgaarden med forstilte Taarer overrækker
Moloks-præsterne den Lille, viser sig højt oppe i
tredje Stokværk mellem Elfenbenspillerne en bleg,
frygteligt udseende Mand med udbredte Arme. «Mit
Barn!» raaber han. «Det er Barnets Plejefader,*
skynder Hamilkar sig at sige og støder, som for at
gøre Afskeden kort, Præsterne ud af Døren. Da de er
borte, sender han Slaven de bedste Ting fra Køkkenet,
en Vædderbov, Bønner og Granatsyltetøj; den Gamle,
der længe Intet har spist, kaster sig derover og
sluger i sig under Taarer, og da Hamilka om Aftenen
vender hjem, ser han i den store Sal, hvor Maanelyset
skinner ned igennem Kuplens Sprækker, Slaven ligge
og sove, overmæt, halvt beruset, saa lang han er paa
Marmorgulvet. En Slags Medlidenhed griber ham og med
Spidsen af sin Fod skyder han et Tæppe hen under hans
Hoved. Her er det Almenmenneskelige uddraget af en
særlig karthaginiensisk Begivenhed.
Salambo gjorde som alt antydet en ikke ringe
Opsigt, men beredte dog Læseverdenen og Kritiken
en Skuffelse. Man delte ikke Forfatterens Følelser
for det Kolossale og Flammende, man arbejdede sig
med Møje gennem Skildringerne af antike Blider,
Stormbukke og Belejringer, man bad ham paany skrive
en Bog om Nutids-Lidenskab, en Kærlighedsfortælling.
Flaubert fulgte endelig i Slutningen af
1869 Opfordringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
