Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - S. Schandorph (f. 1837)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. Schandorph
169
i Rundkres af fantastisk paaklædte eller halvnøgne
Mænd og Kvinder paa udpyntede Heste under Bravoraab
og Piskesmeld. Byen griber hende i sin Hvirvel og
hvirvler hende med i Dans under Skæret af kulørte
Lamper. Og den forvandler sig paany, bliver flydende,
bliver en Drik, en sød, dejlig, lysegul Drik, og
hun drikker den i sig og føler den som Ild i alle
Aarer. Og Byen er i selve Luften, som hun aander,
og hun indaander den under Dans med sin Kæreste,
under Tummel og Larm, som en aandedrætsbetagende,
hed Atmosfære - Byen suser og summer, synger
og klinger, knalder og knitrer for hendes Øren,
tindrer og blinker, lyser og flammer, funkler og
gnistrer for hendes Øjne, trykker sig som Kys paa
hendes Læber, stiger som en salig Rus op i hendes
Kjærne. Kampen synes endt; Uhyret har bemægtiget sig
hende, overvældet hende, for en kort Stund derefter
at slippe hende med Foragt, kaste hende fra sig og
overlade hende til sin Skæbne.
Se her, hvorledes hun hviler efter Kampen, Jublen og
Nederlaget:
Paa Tagkammeret i Fru Kringelbergs Hus faldt
Maaneglansen sagte sitrende gennem Vinduet;
Lysstrømmen bredte sig ud over den lille Seng
og omhyllede en hvid Skikkelse med det i Panden
skilte, prægtige blonde Haar, der strømmede ned
over Skuldrene og Ryggen, mens hendes Hage hvilede
paa Knæerne, som hun omsluttede med sine Arme og
stemte Brystet imod. Gennem Aftenens og Nattens
berusende Minder: Kunstnydelsen i Kærestens Hjem,
vild Dans ved Lampeskin, kvælende Kys og Favntag,*,
slyngede en Angstfølelse, Frederikke dog ikke vilde
have undværet, sig som en mørk Vedbendranke om
den spraglede Guirlande af Minder, snart uhyggeligt
knugende, snart trøstende som en Hvile for Fantasiens
Øje fra det Brogede, Glitrende, Blændende. De slappede
Knæ sank endelig ned i Sengen, og Armene skilte sig og
gled ud over Dynen, og det lys-funklende Haar spredte
sig som en Vandstrøm, hvis Leje bliver bredere og
Hadere, ud over Sengens Hovedgærde, og det var for
hende, som hun sejlede ind i Søvnen, saa lydløst
som paa hin Gondolfart over den dunkle Stadsgrav med
sølvglitrende og karmoisinrøde Lyssøjler i ...
Saaledes glider hun ind i Elendighed, Vanære og
Usseldom.
Uhyret med de trehundredtusind Hoveder viser hende
færre og færre Ansigter; hendes Herskab jager
hende bort, hendes Kæreste gør sig usynlig; kun
«Humbugsyersken» med de mange Erfaringer har endnu
gode Ord tilovers for hende; saa Assistens-huset,
Kulden, Ensomheden - og nu Julen, en Jul uden Højtid,
uden Lys, uden Juletræ: Julen i Kjøbenhavn bryder
forfærdelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
