Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Oscar Levertin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 Oscar
Levertm
Salomo er Digter, og han har som Digter Trangen til
Friskhed og Evnen til Selvfornyelse; men han er som
Digter en Grubler og er sig i sit Forhold til Sulamith
paa én Gang sin Alder og sin Ungdom bevidst.
Salomo er dernæst Elsker, og han har som Elsker
Trangen til Skønhed og Evnen til Selvforyngelse,
men han er ogsaa som Elsker Grubler og fortaber sig
dels i Udbrud af Ringeagt for Kvindehaderne - disse
Daarer og Forbrydere, der smæder Ål-livets Kilder -
dels i Udtryk for Selvransagelse, idet han klargør
sig, at det er selve hans Alder og det tilstundende
Endeligt, som bringer ham til at klamre sig saa
heftigt til den unge Kvinde, der er et Barn imod ham,
og med hvem han i Grunden intet har tilfælles.
Dog, hun aabner ham sin Dør, og han iler til hendes
Kammer:
Jag vet: for mig mot skymningen det lider. Jag allting
lårt och lemnat lifvets midt - vårldsfamnande och
tjugoårig skrider jag nattens måiivåg till min
Sulamith.
Dog, hun skænker ham kun et Øjebliks Glæde. Saa
snart hun træffer Den, hvis lyse og legende Væsen
stemmer med hendes eget, forlader hun Salomo. Han
fortrænges af sin Broder Morolf. For tydeligere
at fremhæve Modsætningen mellem dem har Levertin
gjort dem begge til Digtere. Morolf er den Digter,
der har ligget ved Jordens Moderbryst og elsker
Markens Græs som sin Moders Haar; hans Sange stiger
som fra en Fuglerede og finder Vej til alle Huse og
alle Sind. Hans Haar er gult, hans Kunst er lys,
hans Væsen blond. Salomo derimod har Mørket paa
sin Pande, Ilden i sin Haand. Hans Væsen er Tyngde
og Nat, hans glødende Aande brænder og fortærer som
hans Visdom. Digteren i ham kan ikke vinde Ungdommens
Gunst; thi saa højt han end elsker det Unge og det
Lette, forstaar han slet ikke at tolke det. Morolf er
da overfor ham stillet omtrent, som Aartusinder senere
Heidenstam eller Froding i deres første Poesier staar
overfor Levertin i hans sidste.
Paa Salomos erotiske Nederlag følger hans
Ensomhed. Han er for stolt til at anklage Morolf,
der dog berøver ham Sulamith blot af et ubroderligt
Lune uden Gnist af Lidenskab. Han er for stolt og
stor til at klage. Han fordyber sig i sit eget Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
