Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
153
leveret den til den lutherske Religiøsitets
Repræsentanter. Der var intet at haabe af det.
Skulde det styrtes, kunde det kun ske ved
den politiske Magt, der kaldte sig Venstre,
Bondefolket. Af det var der ganske vist, med Hensyn
til aandelig Frigjorthed, ikke heller stort at haabe
- Bønderne var vel saa religiøse som Byfolket -
men dels havde Venstre nødtvungent maatte skrive
Aandsfrihed paa sin Fane, dels hed det sig, at Norges
mest fremskudte politiske Talent havde formaaet at
forvandle det gamle blot sparende Bondevenstre til
et Venstre i europæisk Mening.
Johan Sverdrup havde altid indtaget en Fritænkers
Holdning. Han var idetmindste ikke nogen
Grundtvigianer; og ligesaa lidt en Tilhænger af
Kierkegaard; for ham var. som han plejede at sige,
Kierkegaard «et hysterisk Mandfolk«. Med ham vilde
da, syntes det, sandt moderne Frisind komme til
Magten. Endnu var han spottet og lagt for Had som
den lille sorte Bondefanger; men Alt hvad der var af
Intelligens i Norge som i Danmark arbejdede for ham
og drev ham frem. - Han kom vist omtrent ved Aaret 80
som en slagen Mand til Berlin, syg og udtrættet. Jeg
saa ham da i længere Tid næsten dagligt og frygtede
for hans Liv, hvortil saa store Forventninger
knyttedes. 1884 skete saa det Uhørte; han stod der
som norsk Conseil-præsident. Kong Oscar havde henvendt
sig til Unionskongedøm-mets skarpeste Modstander.
Da saas det, at Frisindet paa det religiøse Omraade
heller ikke indenfor Venstre var stærkt. Allerede ved
den Fest, der i Sommeren 1884 afholdtes for Johan
Sverdrup paa Skodsborg, fik man en Forudfølelse
deraf. Det var det Tidspunkt, hvor G. Berg lige
havde brudt med Hørup og Morgenbladets øvrige
Mænd, «fordi han ikke kunde arbejde sammen med
Fritænkere*. Sverdrup, der var gammel Bekendt af
Høgsbro, men iøvrigt havde al sin Sympati paa den
radikaleste Side, kunde her ved sin Optræden ogsaa
uden at tage Parti styrke den radikale Sag. - Svigt
os idetmindste ikke! blev der sagt til ham, og det
lovede han med Varme. Saa fulgte den fromme Tale
paa Skodsborg: hvorledes Gud havde ført ham fra Trin
til Trin og hvorledes han uden Guds Førelse aldrig
var bleven Politiker - som om han eller nogen under
Forudsætning af et Forsyn kunde blive nogetsomhelst
uden dets Vilje. Og dertil Vendingen: «Vil stærke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
